ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Women’s EHF Cup: Flot comeback sikrer smal sejr
11. november 2019

Women’s EHF Cup: Flot comeback sikrer smal sejr

I en næsten fyldt Odense Idrætshal sikrede Odense Håndbold sig en smal sejr over franske ESBF Besan-çon på 25-23 efter en spændende afslutning, hvor de orange leverede et flot comeback i de sidste 10 minutter af kampen. Dermed har Odense Håndbold fordelen, inden de skal til Frankrig i returopgøret.

Af Nadja Heiselberg Bloch

Der var søndag eftermiddag international håndbold i Odense Idrætshal, hvor Odense Håndbold skulle i krig mod det franske hold fra ESBF Besançon i tredje runde af kvindernes EHF Cup. Det var en meget lige affære i første del af første halvleg. Her fulgtes de to hold godt ad, hvor begge hold havde forholdsvis nemt ved at finde målet, og hvor især kontrascoringer og indspil til stregen fungerede godt for de orange. Stillingen var 5-5 efter de første 11 minutter af kampen.

Herefter begyndte Sakura Hauge i det franske mål at få godt styr på skuddene fra de orange, som fik svært ved at få bolden ind bag den japanske målvogter. Dette gjaldt også på straffekast, hvor ingen af de tre første forsøg fra Odense Håndbold gav mål. Da den orange bænk samtidig blev ramt af en række udvisninger, begyndte det franske hold at trække fra, og efter 25 minutters spil kunne Marine Dupuis score til 7-13 til ESBF Besançon.

Dette forspring formåede Odense Håndbold af få mindsket en smule, inden det var tid til en pause. Med en scoring til sidst i halvlegen af Suzanne Bækhøj gik Odense Håndbold i omklædningsrummet bagud med fire mål ved stillingen 10-14.

Anden halvleg startede godt ud for de orange. Indspil til Kathrine Heindahl gav tre hurtige mål og dermed reducerede Odense Håndbold til 13-15. Generelt fik de orange bedre styr på defensiven i anden halvleg, og de fik også nemmere ved at passere den franske målvogter.

På trods af de gode takter havde de orange svært ved helt at få lukket hullet op til de hurtige franskmænd. Da der var spillet 49 minutter, var forspringet stadig på fire mål ved stillingen 17-21. Men så begyndte det at fungere i begge ender af banen for Odense Håndbold. De orange scorede fire gange i streg og kunne dermed udligne til 21-21 efter en scoring af Mie Højlund med seks minutter til slutfløjt.

Resten af kampen blev tæt, men Odense Håndbold havde hele tiden overhånden. Da Stine Jørgensen sendte bolden i mål til 25-23 med blot 12 sekunder tilbage, sikrede de orange definitivt sejren og dermed også fordelen inden returopgøret mod ESBF Besançon, som spilles lørdag den 16. november kl. 20.00 i Frankrig.

Topscorer i kampen blev Kathrine Heindahl med otte scoringer.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app