Når Odense Håndbold lørdag slår dørene op i Odense Idrætshal, bliver det til en lyserød håndboldfest. De orange trøjer er skiftet ud med lyserøde; der serveres gratis lyserøde Mokaï i forhallen; i merchandise-boden kan man købe lyserøde fantrøjer, og så kan man vinde en ny VW Passat. Der er mange lyserøde aktiviteter i hallen på kampdag, som alle har til formål at sætte fokus på og indsamle penge til brystkræftsagen.
Allerede nu kan du give et bidrag til den vigtige sag. Du finder vores online indsamling her.
Lørdag er der selvfølgelig også håndbold på programmet. Modstanderen er Herning-Ikast Håndbold, og det er første gang siden sidste sæsons semifinaler, at Odense Håndbold og midtjyderne brager sammen.
Siden da har der været udskiftninger på begge hold. Herning-Ikast Håndbold har til denne sæson bl.a. forstærket sig med profilen Jeanett Kristiansen, der er lillesøster til Veronika Kristiansen. En anden profil hos midtjyderne er Helene Fauske, der lige nu er i top 3 over mest scorende spillere i HTH Ligaen, og så er Stine Skogrand også kommet tilbage på håndboldbanen efter sin graviditet.
Håndboldkampen bliver ikke mindre spændende af, at både Odense Håndbold og Herning-Ikast Håndbold har seks point i ligaens tabelregnskab. Herning-Ikast Håndbold ligger efter fire kampe på en andenplads, mens Odense Håndbold indtager fjerdepladsen.
Spillere og trænere fra Odense Håndbold håber på god stemning og maksimal opbakning, når kampen fløjtes i gang, så tag med til den lyserøde håndboldfest. Billetter købes her.
Kampen starter kl. 16.10 og vises på TV 2.