ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Orange møder grøn
15. januar 2019

Optakt: Orange møder grøn

Endnu en kamp i HTH Ligaen venter onsdag. Odense Håndbold drager mod Jylland og skal i krig mod Viborg HK.

Onsdag er der igen kamp på programmet for Odense Håndbold, når 17. runde af HTH Ligaen skal afvikles. Der bliver kamp til stregen om de to point, når orange møder grøn – når Odense Håndbold møder Viborg HK.

Det er en stærk modstader, som venter. Viborg HK vandt bronze i sidste sæson og har et langt og flot CV bag sig. Holdet råder over store profiler - både Line Haugsted, Ann Grete Nørgaard, Kristina Jørgensen, Stine Bodholt og Rikke Poulsen står på holdkortet for Viborg HK.

Viborg HK er kommet igen trods en vanskelig start på sæson 2018/2019. Holdet tabte de fem første ligakampe i sæsonen, og den svære start fik Viborg HK til at ændre kurs. I stedet for Allan Heine ansatte man Jacob Vestergaard ved cheftrænerroret, og i sin første kamp kunne Jacob Vestergaard sammen med holdet sikre en sejr over ungarske HC Galytchanka i EHF Cup'en. Det blev dog til endnu et nederlag og et enkelt uafgjort resultat i HTH Ligaen, inden Viborg HK kunne hente sin første ligasejr i 2018/2019. Sejren var over Ajax København, som Viborg HK slog på udebane med cifrene 21-28.

Siden da er det blevet til flere sejre for de grønne - blandt andet over Aarhus United, TTH Holstebro og Skanderborg Håndbold. Viborg HK ligger lige nu nummer otte i tabelregnskabet for HTH Ligaen med 16 point, og holdet har også spillet sig videre til gruppespillet i EHF Cup, hvor de lige nu ligger nummer et i gruppe C efter at have slået Besancon fra Frankrig og Larvik HK fra Norge.

Odense Håndbold var et af de hold, der slog Viborg HK i starten af sæsonen. De orange vandt tilbage i september 28-21 på hjemmebanen i Odense Idrætshal, og denne succes må gerne gentage sig i udebaneopgøret onsdag, så de to point igen kan blive orange.

Inferno rejser med til Vibocold Arena og sørger for maksimal opbakning fra tribunerne.

Kampen spilles kl. 18.30, men vises ikke i tv. Du kan dog følge kampen live på Tophaandbold.dk. 

Husk også at købe dine billetter til det næste hjemmebaneopgør. EH Aalborg kommer på besøg i den orange hule den 23. januar til et brag af en håndboldkamp. Billetter til kampen kan købes her. 

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app