Der er to spillerunder tilbage i grundspillet, og onsdag går turen til Esbjerg, hvor HTH Ligaens nummer to, Team Esbjerg, venter. De orange går selvfølgelig efter en sejr, men det er en svær modstander, der venter i onsdagens opgør.
Holdkortet er stærkt. Team Esbjerg råder over profiler som Sandra Toft, Marit Frafjord og ligaens topscorer Estavana Polman. Vestjyderne har også netop skrevet kontrakt med Viborg HKs målvogter, Rikke Poulsen, eftersom Sandra Toft skifter til franske Brest Bretagne fra næste sæson.
Derudover har Team Esbjerg haft et stabilt niveau gennem sæsonen. Vestjyderne har vundet mange kampe og indtager som nævnt andenpladsen i ligaen med 40 point. Holdet er på nuværende tidspunkt ubesejret i de seneste 10 kampe og har for nyligt storsejret over Nykøbing F. Håndboldklub med cifrene 42-27. Seneste nederlag for vestjyderne var tilbage i midten af november, hvor Team Esbjerg tabte til de forsvarende danske mestre fra København Håndbold med cifrene 28-37.
Team Esbjerg har også succes uden for de danske landegrænser. Vestjyderne er i kvartfinalen i EHF Cup og vandt den første af slagsen i overbevisende stil med cifrene 24-37. Modstanderen i kvartfinalen er Kuban Krasnodar fra Rusland, og vinder Team Esbjerg det omvendte opgør på hjemmebane mod russerne, er vestjyderne videre til semifinalen i EHF Cup.
Ligesom Team Esbjerg skal Odense Håndbold også spille europæisk kvartfinale, efter de orange lørdag slog København Håndbold i Women’s EHF Champions League. Det er dog ikke de europæiske kampe, der er fokus på onsdag, når Team Esbjerg og Odense Håndbold mødes i HTH Ligaen.
I ligaens første interne opgør mellem de to hold i denne sæson vandt Odense Håndbold på hjemmebanen i Odense Idrætshal med et enkelt mål, som blev sendt i netmaskerne i kampens sidste sekunder. Det seneste opgør i Santander Final4 endte også med en sejr til de orange, der efter at have været bagud med otte mål gjorde comeback og vandt 27-25 over vestjyderne.
De orange har altså gode erfaringer med at slå Team Esbjerg, og forhåbentlig kan Odense Håndbold gøre det igen, når onsdagens kamp fløjtes i gang kl. 18.30.
De trofaste Inferno-fans rejser med spillerne til Blue Water Dokken og sørger for maksimal opbakning på lægterne.
Kampen bliver desværre ikke vist på tv, men den kan følges live på Tophaandbol.dk.
Næste hjemmebanekamp er den 13. marts, hvor Ajax København gæster Odense Idrætshal. Billetter til denne kamp kan købes her.