ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Nu mødes de igen
01. april 2019

Optakt: Nu mødes de igen

Tirsdag mødes toppen af slutspilspulje 1, når Odense Håndbold tager turen til hovedstaden, hvor København Håndbold venter. De orange og københavnerne er indtil videre begge ubesejret i slutspillet.

Slutspillet er i fuld gang, og de orange er kommet godt fra land. I de to første kampe mod hhv. TTH Holstebro og Nykøbing F. Håndboldklub er det blevet til to sejre for Odense Håndbold. Tirsdag venter puljens tredje og sidste modstander, København Håndbold, inden returkampene skal spilles.

København Håndbold har ligesom de orange vundet deres to første kampe i slutspillet. Ude besejrede københavnerne Nykøbing F. Håndboldklub med cifrene 26-28, mens de på hjemmebane vandt 31-25 over TTH Holstebro.

Med to sejre for både Odense Håndbold og København Håndbold bliver det toppen af slutspilspulje 1, der mødes tirsdag. Københavnerne gik ind til slutspillet med et enkelt point, mens Odense Håndbold som grundspilsvindere havde to point med ind i puljen.

 

Pointene i slutspilspulje 1 fordeler sig på følgende vis:

  • Odense Håndbold: 6 point
  • København Håndbold: 5 point
  • Nykøbing F. Håndboldklub: 0 point
  • TTH Holstebro: 0 point

 

I den anden slutspilspulje er stillingen:

  • Team Esbjerg: 4 point
  • Herning-Ikast Håndbold: 3 point
  • Viborg HK: 2 point
  • Aarhus United: 2 point

 

Odense Håndbold har haft succes med at slå København Håndbold i denne sæson. I begge interne ligaopgør har de orange besejret københavnerne med cifre på hhv. 24-19 og 24-26. Også i international sammenhæng har de to hold krydset klinger. I hovedrunden i Women’s EHF Champions League endte den første kamp uafgjort 24-24, mens Odense Håndbold i returopgøret sikrede sig en sejr på 25-23 og en billet til kvartfinalen i den europæiske turnering.

De gode takter fra grundspillet og Women’s EHF Champions League må gerne gentage sig tirsdag, når turen går til Frederiksberg Hallerne. Inferno Odense er med på sidelinjen og klar til at heppe på de orange.

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og vises på TV 2 Sport.

Søndag venter en kamp af de helt store, når Odense Håndbold i kvartfinalen i Women’s EHF Champions League møder Györi Audi ETO KC. Der er meget få billetter tilbage i hallen, så det er nu, du skal købe din billet. Billetter til kampen købes her.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app