Onsdag er der kamp på programmet igen for de orange. Odense Håndbold spiller ude mod Nykøbing F. Håndboldklub, og meget er på spil, når de to hold tørner sammen.
Nykøbing F. Håndboldklub råder over profiler som Kristina ”Mulle” Kristiansen, den tidligere Odense-spiller Cecilie Greve, Anna Lagerquist og Lærke Nolsøe, der er topscorer for klubben. En anden stor profil på holdet er Ayaka Ikehara, der desværre i slutningen af januar blev ramt af en alvorlig knæskade. Som erstatning på den japanske højre fløj har Nykøbing F. Håndboldklub hentet den tidligere Odense-spiller Pernille Johannsen.
Nykøbing F. Håndboldklub har haft en god sæson med kun fire nederlag og et enkelt uafgjort resultat. Holdet har kun mistet point til Team Esbjerg, København Håndbold, Aarhus United og Odense Håndbold. De orange hentede i det seneste ligaopgør en smal sejr hjem på 25-24.
Indtil i lørdags lå Nykøbing F. Håndboldklub på en andenplads i ligaen, men i den 22. spillerunde knuste Team Esbjerg Nykøbing F. Håndboldklub med cifrene 42-27. Dermed måtte Nykøbing F. Håndboldklub hoppe ned på tredjepladsen, som holdet nu indtager med 35 point.
Lørdag spillede de orange uafgjort mod TTH Holstebro efter at have været foran 18-11 ved pausen. Der var dog ikke mange ting, der lykkedes i anden halvleg, og de orange formåede kun at sende bolden i netmaskerne syv gange. Både Nykøbing F. Håndboldklub og Odense Håndbold har altså lidt at revanchere efter HTH Ligaens 22. runde.
Revanche bliver også et særligt nøgleord for Odense Håndbold, der tabte finalen i Santander Final4 tilbage i december til netop Nykøbing F. Håndboldklub. Efter et stort comeback mod Team Esbjerg i semifinalen, var der tro på tingene i den orange lejr op til den spændende finale. Nykøbing F. Håndboldklub var dog det stærkeste hold på dagen, tog sejren og dermed også pokalen.
Udover revanche er der også andre ting på spil for de orange. Med en sejr onsdag kan Odense Håndbold sikre sig førstepladsen i grundspillet, hvilket giver to point med videre i slutspillet. Førstepladsen udløser samtidig hjemmebanefordel, hvis de orange spiller sig i eventuelle semifinaler og finaler.
Udebanen i POWER Arena er altid svær. Heldigvis rejser de trofaste Inferno-fans med til Nykøbing og sørger for god stemning og opbakning på lægterne.
Opgøret fløjtes i gang kl. 20.30 og vises på TV 2 Sport.
Næste hjemmekamp for Odense Håndbold er den 27. februar, hvor holdet møder Aarhus United. Billetter til denne kamp kan købes her.
Inden kampen mod Aarhus United skal de orange også i krig i Women’s EHF Champions League. Søndag spiller Odense Håndbold mod Brest Bretagne i Frankrig. Du kan følge denne kamp på DR1.