Champagneglassene er tomme, raketterne er fyret af og nytårshattene er lagt på hylden. Kalenderen skriver 2019, og vi er klar til den første kamp i det nye år. Modstanderen i den første kamp er København Håndbold.
København Håndbold ligger lige nu nummer to i tabelregnskabet for HTH Ligaen. Efter 14 kampe har københavnerne 22 point og er stærkt forfulgt af Nykøbing F. Håndboldklub, der med 21 point ligger på tredjepladsen. I efterårets sidste kamp mødte københavnerne Team Esbjerg på udebane, og her blev det til en storsejr på 28-37 over vestjyderne. Faktisk har København Håndbold kun tabt tre kampe i denne sæson – til Viborg HK, Herning Ikast Håndbold og Odense Håndbold.
De orange slog i det første interne opgør i denne sæson københavnerne 24-19 på hjemmebanen i Odense Idrætshal. De to hold stod også ansigt til ansigt i finalerne i sidste sæson, hvor københavnerne efter tre spændende kampe kunne kalde sig danske mestre for sæsonen 2017/2018.
Odense Håndbold og København Håndbold er også havnet i den samme gruppe i hovedrunden i Women’s EHF Champions League, så de to hold får set rigeligt til hinanden foruden torsdagens opgør, hvor de to point forhåbentlig igen bliver orange.
Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og kan ses på TV 2 Sport.
De trofaste fans fra Inferno rejser som altid med til København og Frederiksberg Hallerne for at skabe stemning i hallen og heppe på de orange.
Den første hjemmebanekamp i 2019 er den 9. januar, hvor Odense Håndbold møder Herning-Ikast Håndbold. Billetter til denne kamp kan købes her.