Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Første ligakamp i 2019
02. januar 2019

Optakt: Første ligakamp i 2019

Kalenderen skriver 2019, og torsdag venter den første ligakamp i det nye år. Modstanderen i opgøret er København Håndbold, der lige nu ligger nummer to i HTH Ligaen.

Champagneglassene er tomme, raketterne er fyret af og nytårshattene er lagt på hylden. Kalenderen skriver 2019, og vi er klar til den første kamp i det nye år. Modstanderen i den første kamp er København Håndbold.

København Håndbold ligger lige nu nummer to i tabelregnskabet for HTH Ligaen. Efter 14 kampe har københavnerne 22 point og er stærkt forfulgt af Nykøbing F. Håndboldklub, der med 21 point ligger på tredjepladsen. I efterårets sidste kamp mødte københavnerne Team Esbjerg på udebane, og her blev det til en storsejr på 28-37 over vestjyderne. Faktisk har København Håndbold kun tabt tre kampe i denne sæson – til Viborg HK, Herning Ikast Håndbold og Odense Håndbold.

De orange slog i det første interne opgør i denne sæson københavnerne 24-19 på hjemmebanen i Odense Idrætshal. De to hold stod også ansigt til ansigt i finalerne i sidste sæson, hvor københavnerne efter tre spændende kampe kunne kalde sig danske mestre for sæsonen 2017/2018.

Odense Håndbold og København Håndbold er også havnet i den samme gruppe i hovedrunden i Women’s EHF Champions League, så de to hold får set rigeligt til hinanden foruden torsdagens opgør, hvor de to point forhåbentlig igen bliver orange. 

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og kan ses på TV 2 Sport.

De trofaste fans fra Inferno rejser som altid med til København og Frederiksberg Hallerne for at skabe stemning i hallen og heppe på de orange.

Den første hjemmebanekamp i 2019 er den 9. januar, hvor Odense Håndbold møder Herning-Ikast Håndbold. Billetter til denne kamp kan købes her.