Af Nadja Bloch
Det var gæsterne fra Aarhus United, der skulle møde de orange fra Odense Håndbold onsdag aften i Odense Idrætshal. Med en sikret førsteplads til Odense Håndbold og en sjetteplads til Aarhus United var begge hold sikre på at gå videre til slutspillet inden opgøret. Aarhus United havde dog stadig sin placering at spille for.
Det var fra start en meget lige kamp, hvor de to hold fulgtes ad, og hvor Mie Højlund kunne udligne til 4-4 efter otte minutter. Herefter kunne de orange score endnu tre mål i træk og kom dermed foran 7-4 efter en kontrascoring af Freja Cohrt, hvorefter Aarhus Uniteds træner kaldte til timeout.
Det viste sig at være en helt aldeles god pause, for herefter scorede de lyseblå fem gange i træk og kunne dermed bringe sig foran 7-9, hvorefter det var Jan Pytlicks tur til at smide det grønne time out-kort. Et par minutter senere kunne Jessica Quintino endnu engang udligne til stillingen 9-9 efter 21 minutter.
Midtjyderne bragte sig endnu engang foran 10-12, men med to scoringer af Sara Hald inden halvlegen kunne de to hold gå til pause helt lige ved stillingen 12-12.
Anden halvleg startede godt for de orange med to scoringer, men dette blev efterfulgt af fem scoringer i træk fra midtjyderne, der dermed bragte sig foran 14-17. Det tog kun odenseanerne fem minutter at få indhentet dette forspring efter en udligning af Freja Cohrt til 18-18.
Den lige målscore holdte til stillingen 20-20. Herefter bragte de lyseblå igen sig igen foran 20-24, og selvom der blev gjort brug af 7-mod-6-spil i angrebet, havde Odense Håndbold svært ved at indhente Aarhus United. Også selvom Suzanne Bækhøj kunne gøre det til 23-24 med tre minutter og 30 sekunder tilbage, blev udligningen aldrig en realitet. Med en scoring i sidste sekund kunne Aarhus United snuppe den første sejr over Odense Håndbold i denne sæson med cifrene 24-27.
Dermed måtte Odense Håndbold indkassere deres første nederlag i HTH Ligaen i denne sæson i en kamp, hvor der blev sparet nogle spillere, og hvor nye opstillinger i angrebet blev prøvet af.
Topscorerne i kampen blev Celine Lundbye og June Bøttger med henholdsvis ni og syv scoringer. Fra Odense blev det Trine Østergaard, som sendte bolden i nettet fire gange.
Allerede lørdag venter en ny kamp for de orange - og en vigtig én af slagsen. Odense Håndbold møder København Håndbold i Women's EHF Champions League til det afgørende slag om fjerdepladsen i hovedrundegruppen og billetten videre til kvartfinalen. Billetter til denne kamp kan købes her.