Af Nadja Heiselberg Bloch
Det var Karen Brødsgaards tidligere klub EH Aalborg, som Odense Håndbold skulle møde onsdag aften i Odense Idrætshal, hvor 1.932 tilskuere var mødt op for at støtte de orange sammen med Inferno. Selvom aalborgenserne ligger nederst i tabellen, var det ikke et nordjysk hold, der havde tænkt sig at gøre det let for Odense Håndbold.
Dermed var det da også gæsterne, der kunne starte med at sætte et mål ind på straffe, hvilket hurtigt blev udlignet af Mie Højlund i den anden ende. Udvekslingen af mål kendetegnede den første del af halvlegen, og derfor stod de to hold også helt lige efter 11 minutters spil ved stillingen 5-5.
Herefter begyndte Odense Håndbold at få bedre fat i forsvaret, hvorfor de orange også kunne score til 8-5 og senere til 13-8. For at få dæmmet op for det offensive orange forsvar begyndte EH Aalborg at spille 7-mod-6 i angrebet, hvilket gav mere plads og flere mål til gæsterne.
Odense Håndbold havde dog ingen problemer med at komme til scoringer i den anden ende, og derfor holdte de også føringen halvlegen ud. De to hold gik i omklædningsrummet ved stillingen 18-12 til Odense Håndbold.
Anden halvleg startede godt for de orange, som spillede flot i begge ender af banen. EH Aalborg startede halvlegen med almindeligt 6-mod-6 spil i angrebet, men måtte tilbage til 7-mod-6 opstillingen, da de havde svært ved at komme igennem det orange forsvar. Der skulle gå næsten syv minutter, før nordjyderne fik spillet sig igennem til mål og gøre det til 22-13.
EH Aalborg fandt rytmen og løsningen på den orange defensiv og reducerede yderligere til 22-16 og også 26-22. Freja Cohrt fik samtidig 2x2 minutter, og tilskuerne i hallen sad efterhånden med en følelse af, at EH Aalborg havde spillet sig ind i kampen igen.
Det var dog ikke noget, som Mie Højlund og Stine Jørgensen havde tænkt sig skulle ske. De scorede herefter hver tre gange, og dermed øgede de forspringet til 32-24 med fem minutter tilbage af kampen. Derefter hev de orange stille og roligt sejren i land og sikrede to point på kontoen med en sejr på 35-26. Topscoren i kampen blev Stine Jørgensen med 10 mål.
Næste kamp for de orange er allerede søndag den 10. november, hvor der er europæisk håndbold på programmet. ESBF Besancon gæster den orange hule til første kamp i tredje kvalifikationsrunde i Women’s EHF Cup. Billetter til denne kamp kan købes her.