Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold vinder grundspillet
21. februar 2019

Odense Håndbold vinder grundspillet

Det var ikke kun revanchen fra finalen i Santander Final4, der var på spil onsdag, da de orange mødte Nykøbing F. Håndboldklub på udebane. Førstepladsen i grundspillet kunne med en sejr også sikres, og heldigvis blev det sådan for Odense Håndbold efter 60 minutters håndbold.

POWER Arena var fyldt til randen, da ligaens nummer et og tre, Odense Håndbold og Nykøbing F. Håndboldklub, mødte hinanden onsdag. Det var heldigvis ikke kun tilhængere af Nykøbing F. Håndboldklub, der fyldte i landskabet. Over 50 medrejsende fans fra Inferno fyldte også godt i hallen, satte den orange scene og hjalp Odense Håndbold på vej i opgøret.

Infernos trommer var klar fra start, og det samme var spillerne fra Odense Håndbold. De orange bragte sig hurtigt foran 0-2 efter et fint indspil til Kathrine Heindahl og en god underhånd fra Nadia Offendal. Nykøbing F. Håndboldklub havde derimod svært ved at spille sig igennem det orange forsvar. Først efter seks minutter og tredive sekunder scorede hjemmeholdet deres første mål til stillingen 1-2.

Herefter tog hjemmeholdets defensiv fat, og de to gode forsvar holdt dermed målscoren nede for begge hold. Efter 11 minutters spil var stillingen blot 2-2. Holdene skiftedes til at bytte mål det meste af halvlegen, og først efter 24 minutter slog Nykøbing F. Håndboldklub det første hul og kom foran med to ved stillingen 10-8.

Odense Håndbold sørgede dog for at holde sig inde i kampen og kunne kort efter udligne til 11-11. Det blev dog hjemmeholdet, der gik til pause med en føring. Ved halvleg var stillingen 12-11 til Nykøbing F. Håndboldklub.

Ligesom i første halvleg startede Odense Håndbold kampens anden periode ud med et stærkt forsvar. De orange fik i hjemmeholdets første angreb trukket en kendelse for passivt spil på Nykøbing F. Håndboldklub.

Det blev desværre ikke til et orange mål i den anden ende af banen, og i stedet kunne Lærke Nolsøe sende bolden i netmaskerne to gange efter hinanden. Topscoreren fra Nykøbing F. Håndboldklub bragte dermed hjemmeholdet foran 14-11.

Althea Reinhardt bød efterfølgende ind med gode redninger, og Odense Håndbold fik hurtigt elimineret føringen. Syv minutter inde i anden halvleg var stillingen 14-14, og kampen var igen helt lige.

Med et kvarter tilbage bragte Odense Håndbold sig foran 16-17, og de orange kom kort efter også på plus to. Ligesom i første halvleg skiftedes holdene til at bytte mål i en periode, inden Odense Håndbold fik slået et lille hul og fik skabt en føring på tre mål. Med fem minutter tilbage øgede Stine Jørgensen føringen med fire mål efter en scoring på straffe.

Firemålsføringen blev til en femmålsføring, og femmålsføringen blev til en seksmålsføring. I de sidste minutter af kampen trak Odense Håndbold fra Nykøbing F. Håndboldklub, og de orange vandt kampen 19-25 efter 60 minutter.

Dermed sikrede Odense Håndbold revanchen fra finalen i Santander Final4 og førstepladsen i grundspillet. Topscorere i kampen blev Lærke Nolsøe og Stine Jørgensen med hver seks mål.

Søndag skal de orange i krig igen og denne gang på den europæiske scene. Søndag går det løs i Women’s EHF Champions League, når Odense Håndbold spiller mod Brest Bretagne i Frankrig. Kampen kan ses på DR1.

Næste hjemmebanekamp er i HTH Ligaen den 27. februar, hvor Aarhus United kommer på besøg. Du kan købe billetter til denne kamp her.