Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold vandt bronze
25. maj 2019

Odense Håndbold vandt bronze

2.167 tilskuere var samlet i Odense Idrætshal til opgøret om bronzemedaljerne fredag aften, hvor Odense Håndbold og København Håndbold stod ansigt til ansigt. Efter et intenst og spændende opgør var det de orange, der kunne træde op på sejrsskamlen og få bronzemedaljerne hængt om halsen.

Af Nadja Bloch

Det var fredag aften i en fyldt Odense Idrætshal, og det gjaldt bronzemedaljen. Duellen var mellem ærkerivalerne fra København Håndbold og Odense Håndbold – sort mod orange. Da de to hold hver havde vundet et opgør, skulle det nu endeligt afgøres, hvem der kunne hænge medaljerne om halsen. Kampen startede med en flot scoring af Stine Jørgensen, men det blev hurtigt udlignet i den anden ende til 1-1, og to minutter senere var cifrene 2-2.

Det blev en kamp, hvor taktikken var i højsædet, og hvor 7-mod-6-spillet blev brugt flittigt af begge hold. København Håndbold startede kampen på denne måde og holdt også fast i 7-mod-6-spillet hele kampen igennem. Denne taktik kunne dog ikke hamle op med en velspillende Althea Reinhardt i målet, som havde mange store redninger. Dette gjorde da også, at de orange kunne bringe sig foran 7-4 efter en scoring af Sara Hald.

Herefter fik de sorte fra København dog lidt nemmere ved at finde vej til målet, og de kunne derfor udligne til 7-7 efter 18 minutters spil. Resten af halvlegen byttede de to hold mål, og derfor var kampen da også helt lige, da de to hold gik i omklædningsrummet til en snak ved stillingen 12-12.

Spændingen blev ikke mindre i anden halvleg. Efter 37 minutters spil stod der 14-14. Althea Reinhardt i målet var dog igen med til at sikre en føring til de orange med mange store redninger. Trine Østergaard bragt Odense Håndbold foran 18-16 efter en kontrascoring. Der skulle kun gå yderligere tre minutter, før København Håndbold igen fik udlignet til 18-18.

Herefter skiftedes de to hold til at score, og især Mie Højlund og Ingvild Bakkerud gjorde det godt i angrebet. Stillingen var 24-24 med kun fem minutter tilbage af kampen, hvorefter Ingvild Bakkerud fandt vej til målet tre gange i streg, og dermed bragte hun Odense Håndbold foran med 26-24. Københavnerne fik ikke lov at score flere mål. Freja Cohrt kunne afslutte det hele med en scoring til 27-24, som også blev kampens resultat. Dermed har Odense Håndbold fået en flot bronzemedalje om halsen og kan kalde sig Danmarks 3. bedste hold i denne sæson.

Topscorerne i kampen blev Mie Højlund med otte scoringer og Ingvild Bakkerud med seks. Althea Reinhardt sluttede med en redningsprocent på 54%.