Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold skriver kontrakt med svensk landsholdsspiller
28. maj 2019

Odense Håndbold skriver kontrakt med svensk landsholdsspiller

Den svenske landsholdsspiller Nathalie Hagman skifter fra CSM Bucuresti til Odense Håndbold til næste sæson. Odense Håndbold har underskrevet en etårig kontrakt med den svenske profil.

Nathalie Hagman trækker i den orange trøje fra næste sæson. Odense Håndbold har underskrevet en etårig aftale med den svenske profil.

Nathalie Hagman fortæller: ”Jeg glæder mig vildt meget til at blive en del af Odense Håndbold og vende tilbage til den danske liga. Odense Håndbold er et godt hold med mange landsholdsspillere, og jeg håber, at vi til næste sæson kan blive danske mestre.”

Administrerende direktør i Odense Håndbold, Lars Peter Hermansen, tilføjer: ”Vi er meget glade for at skrive kontrakt med Nathalie, og vi glæder os til at byde hende velkommen her i Odense. Hun er en dygtig spiller, som kommer med god international erfaring, og det betyder meget for vores hold. Hun kan spille på flere positioner – både højre back og højre fløj - men vores intention er, at hun skal bruges i bagkæden på højre back-positionen.”

Den 27-årige Nathalie Hagman kommer fra CSM Bucuresti, der vandt Women’s EHF Champions League i sæsonen 2015/2016. CSM Bucuresti blev henholdsvis nummer to og tre i den prestigefyldte, europæiske turnering i sæsonerne 2016/2017 og 2017/2018. Den svenske profil har også tidligere optrådt i den danske liga, da hun spillede for Nykøbing F. Håndboldklub og TTH Holstebro.  

Nathalie Hagman er desuden en fast del af det svenske landshold, og ved EM i december 2018 satte hun svensk rekord for flest scorede mål i en landskamp. I kampen mod Rusland sendte hun bolden i netmaskerne hele 17 gange på 18 forsøg. Sammen med det svenske landshold har Nathalie Hagman vundet både en EM-bronze- og sølvmedalje.

Nathalie Hagman er født den 19. juli 1991 i Farsta i Sverige.