Af Nadja Bloch
Lørdag eftermiddag var den orange hule malet lyserød. Odense Håndbold satte sammen med Kræftens Bekæmpelse og Støt Brysterne fokus på brystkræftsagen, og i den anledning løb Odense Håndbold på banen i lyserøde trøjer. På banen mødte Odense Håndbold sidste sæsons sølvvindere fra Herning-Ikast Håndbold.
Der var lagt op til et brag af en eftermiddag, hvor 1.909 tilskuere var mødt op i Odense Idrætshal. Det var da også et opgør med høj fart og mange scoringer i den første del af kampen. Efter blot fire minutter kunne Stine Jørgensen score til stillingen 3-3, og efter yderligere fem minutter sendte Nadia Offendal bolden i nettet og bragte Odense Håndbold foran 6-4.
Herefter begyndte Odense Håndbold dog at få det svært i begge ender af banen. Fejlafleveringer og fejl prægede angrebsspillet, mens Herning-Ikast Håndbold spillede sig igennem det lyserøde forsvar. Gæsterne fik derfor også vendt føringen til 7-10, hvorefter Jan Pytlick kaldte til timeout.
Efter timeout blev der rokeret rundt i begge ender af banen, og der kom mere styr på angrebsspillet. Althea Reinhardt i målet begyndte også at få nogle redninger, og det gjorde, at de lyserøde ligeså stille halede ind på gæsterne. Lige inden pausefløjtet lød, scorede Nathalie Hagman på kontra til 13-13, og de to hold gik dermed til pause helt lige.
Selvom anden halvleg begyndte med en Herning-Ikast-scoring, startede halvlegen også godt for Odense Håndbold. Der var kommet mere styr på fejlene, og da uret rundede 37 minutter, sendte Stine Jørgensen bolden i nettet til 17-14.
Kort herefter faldt en udvisning til Nycke Groot, hvorefter Herning-Ikast Håndbold fik mere plads i angrebet. Sabine Englert fik også scoret på et tomt Odense-mål, og det fik midtjyderne tilbage i kampen. Efter 41 minutters spil var kampen igen helt lige ved stillingen 17-17.
Fejl fik igen sneget sig ind i Odense Håndbolds offensiv, og Sabine Englert havde samtidig mange store redninger i HerningIkast-målet. Gæsterne bragte sig foran 19-22 med 10 minutter tilbage. Føringen formåede Odense Håndbold ikke at indhente, og dermed måtte de lyserøde indkassere et nederlag på 24-26.
Topscorerne i kampen var begge fra Herning-Ikast Håndbold; Stine Skogrand og Jeanett Kristiansen scorede hver syv mål. Fra Odense Håndbold blev topscorer Trine Østergaard, der sendte bolden i nettet fem gange.
Næste opgave for Odense Håndbold venter den 2. oktober på udebane mod Silkeborg-Voel KFUM. Næste hjemmebanekamp er den 7. oktober, hvor Skanderborg Håndbold gæster Odense Idrætshal. Billetter til denne kamp kan købes her.