Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Nederlag i første semifinale
28. april 2019

Nederlag i første semifinale

Der skulle bruges en sejr lørdag eftermiddag for at få det bedst mulige udgangspunkt for at sikre en plads i finalen. På trods af en god start var det ikke nok til at hive en sejr hjem, da Odense Håndbold tabte med cifrene 26-28 til Herning-Ikast Håndbold.

Af Nadja Bloch

Det var første semifinalekamp, der skulle spilles lørdag eftermiddag i Odense Idrætshal mellem Odense Håndbold og gæsterne fra Herning-Ikast Håndbold. Der skulle spilles om det bedst mulige udgangspunkt inden næste semifinalekamp.

Det var et tændt Odense-hold, der kom på banen. Også Inferno og resten af de 1871 tilskuere var klar fra start, hvor de skabte en perfekt kulisse for de orange. Selvom Odense Håndbold startede med at komme bagud 0-1 efter en scoring på straffe af Helene Fauske, svarede de orange hurtigt tilbage. Med to scoringer i streg fra Stine Jørgensen og derefter tre scoringer af Nadia Offendal kom de foran 5-1 efter syv minutters spil.

Det flotte spil fortsatte indtil stillingen 8-4, hvor Herning-Ikast Håndbold skiftede målvogter, og Jessica Ryde fik godt fat på de orange spillere. Midtjyderne udlignede til 9-9 efter 18 minutter, og den flotte start fra Odense var dermed hentet. Jan Pytlick havde derfor også brug for at samle spillerne til en snak ved stillingen 10-10.

Herefter kunne Herning-Ikast Håndbold bringe sig foran 10-13, da haluret rundede 23 minutter. Selvom indspillene til Kathrine Heindahl i høj grad virkede for de orange, kunne de ikke nå at indhente forspringet inden pausen. Dermed gik de to hold i omklædningsrummene ved stillingen 13-16 til Herning-Ikast Håndbold.

Anden halvleg startede ikke som ønsket for fynboerne, da Herning-Ikast Hådbold scorede to gange i streg og dermed bragte sig foran 13-18. Dette fik de orange reduceret med tre scoringer i streg, og Kathrine Heindahl scorede til 17-20. Efter yderligere fem minutter kunne Trine Østergaard score fra fløjen og dermed reducere til 20-21 med et kvarter tilbage af kampen. Efter en regelfejl fra gæsterne, spillede Odense Håndbold også for en udligning.

Men det fulde comeback udeblev, og efter fejl i angrebet scorede Herning-Ikast Håndbold på kontra til 20-22. Efterfølgende byttede de to hold mål, hvilket gjorde, at stillingen efter 50 minutter hed 23-25 til gæsterne. Da midtjyderne scorede endnu to mål og bragte sig foran 23-27 med seks minutter tilbage, så det svært ud for de orange, som heller aldrig formåede at indhente føringen.

Scoringen i sidste sekund fra Nadia Offendal var derfor kun kosmetik, og nederlaget var en realitet efter 60 minutter, hvor stillingen på tavlen lyste med cifrene 26-28. De orange skal derfor bruge en sejr på onsdag den 1. maj, når de skal spille returopgør i Ikast for at holde drømmen om en finale i live.

Topscorerne i kampen blev Helene Fauske og Nadia Offendal med henholdsvis 9 og 8 mål.

Inferno rejser med de orange til Ikast, og du har mulighed for at komme med. Læs mere på Infernos Facebook-side her.