Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Førstepladsen i slutspilspuljen er sikret
17. april 2019

Førstepladsen i slutspilspuljen er sikret

Tirsdag aften sikrede Odense Håndbold førstepladsen i slutspilsgruppen, da de vandt 29-19 over TTH Holstebro. Det var en kamp, hvor en god orange defensiv og en tålmodig offensiv var med til at sikre den store sejr.

Af Nadja Bloch

Det var vigtige point, der skulle spilles om tirsdag aften i Odense Idrætshal, da Odense Håndbold mødte TTH Holstebro. Ét enkelt point til de orange kunne sikre førstepladsen i slutspilsgruppen inden sidste spillerunde.

Kampen startede godt for de orange, da Ingvild Bakkerud havde fået indstillet skudarmen og startede opgøret med tre scoringer i streg. Efter fire minutter kunne hun bringe Odense Håndbold foran 3-0. Der skulle gå mere end fem minutter, før TTH Holstebro fandt vej til målnettet, da de på straffekast reducerede til 3-1.

De sorte fra TTH Holstebro havde efterfølgende fortsat svært ved at finde vej igennem et tæt orange forsvar og en stærkt spillende Althea Reinhardt i målet. Der skulle derfor gå yderligere fem minutter, før bolden kunne snige sig ind bag målstregen. Få minutter senere kunne Nadia Offendal udbygge den orange føring til 7-2.

Herefter fik gæsterne lidt nemmere ved at finde vej til målet, og især TTH Holstebros kontraspil gav de orange problemer. Gæsterne reducerede til 9-6 efter 20 minutters spil. Stine Jørgensen fik herefter også gang i skudarmen og kunne score til 12-7, og senere var det Nadia Offendal, der satte halvlegens sidste scoring ind til 13-8.

Anden halvleg startede, som den første sluttede – med en scoring af Nadia Offendal. Kort efter svarede vestjyderne tilbage med en kontrascoring til 14-9. Derefter kom der tre orange mål i streg, og Kathrine Heindahl scorede til 17-9. Især fløjskuddene havde Althea Reinhardt styr på i målet.

Dette fik TTH Holstebros cheftræner til at lægge det grønne timeout-kort for at tage en snak med sine spillere. Dette gav da også en lille reducering til 19-13, men det var også det tætteste, gæsterne kom på de orange. De fynske piger kunne med tålmodigt angrebsspil og en sikker defensiv øge forspringet. Kampen endte med en storsejr, hvor Althea Reinhardt meget passende kunne slutte kampen af med en redning og sikre resultatet på 29-19 til Odense Håndbold.

De orange har dermed sikret sig førstepladsen i slutspilsgruppen, inden den sidste kamp mod København Håndbold spilles mandag. Billetter til denne kamp kan købes her.