Ambitionerne var høje, da Odense Håndbold tilbage i juli 2018 tog hul på sæson 2018/2019. Målet var en finale i HTH Ligaen og en plads i hovedrunden i Women’s EHF Champions League.
Selvom Odense Håndbold sluttede som grundspilsvindere, bristede finaledrømmene, da Herning-Ikast Håndbold slog de orange ud i semifinalerne. Selvom finaledrømmen glippede, kæmpede Odense Håndbold sig til bronzemedaljer over tre kampe, hvor de to foregik i en fantastisk kulisse i Odense Idrætshal.
Kulissen var heller ikke til at tage fejl af, da de orange i den første kvartfinale i Women’s EHF Champions League tabte med blot et enkelt mål til storholdet Györi Audi ETO KC, som i øvrigt endte med tage det prestigefyldte, europæiske trofæ.
Kulissen kan Odense Håndbold takke de mange tilskuere for. I alt har Odense Håndbold haft 50.040 tilskuere på besøg til hjemmekampene, hvilket giver et gennemsnitligt tilskuertal på 1925.
Også hjemme i stuerne har man heppet med. I alt har der været 3.507.000 seere til Odense Håndbolds 32 tv-kampe over sæsonen, hvilket giver et gennemsnitligt seertal på 109.594. Det er flotte tal i en sæson med mange kampe, og Odense Håndbold vil gerne takke alle, der har bakket op og heppet på de orange – både ude i hallen og fra sofaen hjemme i stuen.
En afsluttet sæson betyder desværre også farvel til et par ansigter i Odense Håndbold. Bagspiller Maja Jakobsen, assistenttræner Bo Rudgaard, målvogtertræner Gitte Sunesen og holdleder Inge Märcher skal alle ud på nye eventyr, og Odense Håndbold ønsker dem alle lykke på rejsen.
I morgen mandag vågner vi op til en ny sæson, som Odense Håndbold glæder sig til at kaste sig over, hvor nye oplevelser, nye projekter og nye kampe venter. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af sæson 2019/2020, kan du købe dit sæsonkort her.
TV 2 Sport har kreeret et potpourri med alle de bedste ingredienser fra både Herre Håndbold Ligaen og HTH Ligaen, så kan du ikke vente til de nye kampe i næste sæson, kan du få stillet dine håndboldabstinenser her.