I næste uge går det løs i slutspillet for sæsonen 2018/2019. Herunder kan du få et overblik over de to puljer og strukturen i slutspillet.
Det er de otte bedste hold i grundspillet, som avancerer til slutspillet. Pulje 1 består af holdene, der er placeret 1, 4, 5 og 8 i grundspillet, mens pulje 2 består af holdene, som er placeret som nummer 2, 3, 6 og 7.
Som grundspilsvindere får Odense Håndbold to point med videre i slutspillet. Team Esbjerg blev nummer to i grundspillet, og derfor tager de ligeledes to point med over i den anden pulje. Herning-Ikast Håndbold og København Håndbold blev hhv. nummer tre og fire i grundspillet, og de tager hver et point med videre i slutspillet.
De to puljer fordeler sig således:
Pulje 1
Odense Håndbold: 2 point
København Håndbold: 1 point
Nykøbing F. Håndboldklub: 0 point
TTH Holstebro: 0 point
Pulje 2
Team Esbjerg: 2 point
Herning-Ikast Håndbold: 1 point
Aarhus United: 0 point
Viborg HK: 0 point
I de to puljer spilles der en udekamp og en hjemmekamp mod hvert hold. Det er de to bedste hold fra hver pulje, som går videre til semifinalen. I tilfælde af pointlighed i slutspillet er det holdenes placering i grundspillet, der afgør den endelige placering i slutspilspuljen.
Du kan se kampprogrammet for slutspillet her.
Billetter til de forskellige hjemmekampe i slutspillet kan købes her.