ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Endnu en sikker sejr til Odense Håndbold
26. oktober 2019

Endnu en sikker sejr til Odense Håndbold

Fredag aften skulle Odense Håndbold op imod vestjyderne fra TTH Holstebro, som ligger nederst i den danske HTH Liga. De orange tog ikke let på opgaven og spillede en koncentreret kamp i begge ender af banen, og dermed sikrede Odense Håndbold sig en storsejr på 37-22.

Af Nadja Heiselberg Bloch

Odense Håndbold skulle fredag aften stå overfor TTH Holstebro, som inden opgøret lå på en 12. plads i HTH Ligaen. Det var dog ikke en kamp, der blev taget let på fra de oranges side, da TTH Holstebro sidste år var et af de få hold, der formåede at tage point fra Odense Håndbold i grundspillet.

Det var et meget koncentreret Odense-hold, der kom på banen. De fik en perfekt start, hvor både defensiv og offensiv fungerede rigtig godt. I angrebet blev der sat flotte og gennemspillede angreb op, som gav fine chancer og mål. I den anden ende havde gæsterne fra TTH Holstebro svært ved at finde vej gennem det orange forsvar. Derfor hed stillingen også 11-3 efter de første otte minutter.

Herefter fik gæsterne lidt nemmere ved at sende bolden ind bag Tess Wester i målet, og der sneg samtidig nogle fejl ind hos de orange. Derfor kunne TTH Holstebro reducere til 12-6 efter 15 minutter. Dette forspring havde de dog svært ved at hente yderligere i første halvleg, da angrebsdelen stadig fungerede for Odense Håndbold. Efter en scoring af TTH Holstebro lige inden pausefløjtet, gik de to hold til pause ved stillingen 19-12 til Odense Håndbold.

Anden halvleg startede, som den første sluttede, hvor de to hold skiftedes til at få bolden i mål. Det var først, da der var spillet 41 minutter, at Nycke Groot kunne score på straffe og dermed øge forspringet med otte mål ved stillingen 25-17. Herefter var de orange ikke til at stoppe, som efter fem minutter kom foran 28-18 efter et mål af Freja Cohrt.

TTH Holstebro prøvede med forskellige tiltag -  f.eks. 7-mod-6-spil i angrebet. Dette havde den orange defensiv helt styr på, og derfor kunne Nadia Offendal også score to gange på et tomt TTH-mål. Katja Johansen sluttede kampen af med en scoring, og Odense Håndbold kunne dermed gå tilfredse fra banen med en storsejr på 37-22.

Topscorerne i kampen blev Freja Cohrt, Trine Østergaard og Stine Jørgensen med hver seks scoringer.

Næste hjemmekamp for de orange er den 6. november, hvor EH Aalborg kommer på besøg i den orange hule. Billetter til denne kamp kan købes lige her.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app