Mulighederne for Odense Håndbold var der, da de orange lørdag skulle i krig mod Györi Audi ETO KC i returopgøret i kvartfinalen i Women’s EHF Champions League. En sejr på to mål ville sende de orange videre til DELO Women’s EHF Final4, men det ungarske storhold viste god form og tog sejren foran de orange.
Györi Audi ETO KC satte kampens første scoring ind. I Odense Håndbolds angreb var der to fine indspil til Kathrine Heindahl, som desværre ikke blev omsat til mål. Tredje gang blev dog lykkens gang for Heindahl, der efter fire minutter satte bolden ind til stillingen 2-2. De orange kom også foran 2-3 efter en god underhånd fra Nadia Offendal.
I målet startede Tess Wester med fine redninger, der forhindrede flere gode skud fra hjemmeholdet i at gå i mål. Odense Håndbold holdte sig dermed inde i kampen, og først efter 13 minutter fik Györi Audi ETO KC skabt et lille hul ved stillingen 8-6.
Jan Pytlick var hurtig til at reagere og kaldte til timeout. Snakken med spillerne hjalp. Susanne Madsen kunne i det efterfølgende angreb sende bolden i netmaskerne, og kort efter bankede Ingvild Bakkerud også bolden ind til udligning og stillingen 8-8.
Efter en god kontrascoring af Freja Cohrt kom Odense Håndbold igen foran 8-9. Györi Audi ETO KC svarede dog hurtigt igen, og efter godt tyve minutter var stillingen lige ved 10-10. Györi Audi ETO KC lagde sig kort efter igen i front. Fire tekniske fejl fra Odense Håndbold blev straffet af hjemmeholdet, som efter 24 minutter var foran 14-10. Føringen blev i de sidste minutter udbygget med yderligere fire mål, og holdene gik dermed til pause 18-10.
Anden halvleg startede med to scoringer af Györi Audi ETO KC, og timålsføringen var en realitet efter 32 minutters spil. Fejlene fra Odense Håndbold fortsatte i anden halvleg, og målene udeblev for de orange. Tre minutter inde i halvlegen rundede Odense Håndbold en scoringspause på næsten 13 minutter, og Jan Pytlick kaldte spillerne timeout.
Györi Audi ETO KC havde fået godt gang i maskineriet og fortsatte med at udbygge føringen. Efter 15 minutter var hjemmeholdet foran 27-14. Odense Håndbold kunne ikke stille meget op mod de stærke ungarere, og selvom der var fine momenter i det sidste kvarter, endte kampen 33-21 til Györi Audi ETO KC.
Det europæiske eventyr for Odense Håndbold slutter dermed for denne omgang. Nu er fokus på den hjemlige liga og de kommende slutspilskampe. Du kan tage med til den næste af slagsen, når de orange møder TTH Holstebro på hjemmebane. Køb dine billetter til kampen her.