Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHFCL: Første kamp i hovedrunden
25. januar 2019

EHFCL: Første kamp i hovedrunden

Lørdag går det løs i Women’s EHF Champions League igen. Brest Bretagne fra Frankrig kommer på besøg i den orange hule.

Foto: Fernando Salinas

Når Odense Håndbold løber på banen i Odense Idrætshal lørdag, bliver det til den første kamp i hovedrunden i Women’s EHF Champions League. Det er samtidig første gang i Odense Håndbolds historie, at de orange er med i hovedrunden i den prestigefyldte turnering.  

Modstanderen i den første kamp er Brest Bretagne, som til dagligt optræder i den franske liga. Her kæmper de om topplaceringerne sammen med blandt andet Metz Handball, som Odense Håndbold tidligere mødte i de indledende gruppekampe.

Brest Bretagne har til denne sæson oprustet truppen med flere store profiler. Blandt disse er en af Europas bedste venstrehåndede spillere Ana Gros, som ligger på en tredjeplads over topscorere i Women’s EHF Champions League 2018/2019. Brest Bretagne har også forlænget med Allison Pineau, som tidligere er kåret til verdens bedste kvindelige håndboldspiller, og som tilbage i december vandt EM-guld med Frankrig

Brest Bretagne starter hovedrunden med to point og ligger på en femteplads, mens Odense Håndbold kun har et enkelt point og ligger sidst i gruppen. Pointene, der er på spil i lørdagens opgør,  er altså tiltrængte for Odense Håndbolds vedkommende i forhold til det samlede tabelregnskab i gruppe 1. Heldigvis har Brest Bretagne blot vundet en enkelt kamp på udebane i det indledende gruppespil. Det er en statistik, som de orange gerne vil forsøge at udbygge ved at bringe den gode form fra den hjemlige liga med ind i lørdagens kamp.

Der er lagt i støbeskeen til et brag af en håndboldkamp, når de orange jagter sejren og de to point. Gå ikke glip af kampen – bliv en del af håndboldfesten, tag med i hallen og køb dine billetter her.

Opgøret fløjtes i gang kl. 14.30 og vises DR1.