Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHFCL: Flot comeback var ikke nok til at slå de forsvarende mestre
07. april 2019

EHFCL: Flot comeback var ikke nok til at slå de forsvarende mestre

Det var kvartfinalen i Women’s EHF Champions League, der gjaldt søndag eftermiddag i Odense Idrætshal. Det var storholdet fra Györ, der stod på den modsatte banehalvdel, da kampen blev fløjtet i gang. Det blev en tæt affære efter et stort comeback fra de orange, men det blev gæsterne fra Ungarn, der trak det længste strå og vandt kampen 28-29 efter en tæt afslutning.

Af Nadja Bloch

Der var lagt op til en svær opgave for de orange søndag eftermiddag, da de tog imod det ungarske storhold Györi Audi ETO KC i en fyldt Odense Idrætshal, hvor Inferno konkurrerede med gæsternes medrejsende tilskuere om, hvem der kunne lave mest larm.

Kampen startede med en scoring fra fløjen af Trine Østergaard, men Györi Audi ETO KC var lynhurtig i den anden ende og fik tilkæmpet sig et straffekast, som de udnyttede til 1-1. Tre minutter senere var det Stine Jørgensen, der kunne kaste bolden i mål fra straffepletten og dermed reducere til 2-2. Herefter fik de orange svært ved at finde vej igennem det offensive grønne forsvar, og der skulle gå næsten fem minutter, før Stine Jørgensen igen kunne score på straffekast til stillingen 3-4.

Herefter kunne det ungarske hold score tre gange i streg til 3-7, hvilket fik Jan Pytlick til at smide det grønne kort og kaldte tropperne sammen. Efter snakken kunne Mie Højlund finde vej til nettet to gange til cifrene 5-9, men det orange forsvar havde fortsat problemer med at holde de hurtige ungarere og kom dermed bagud 5-10 efter 17 minutter. Derefter fik Ingvild Bakkerud dog gang i skudarmen og satte bolden ind to gange i streg til 8-12.

Sidst i halvlegen begyndte de orange at spille 7-mod-6 i angrebet, hvilket gav mål, men som også gav gæsterne fra Györi Audi ETO KC tre nemme scoringer på tomt mål som modsvar. De to hold gik i omklædningsrummet ved stillingen 13-18 til det ungarske hold.

Anden halvleg startede ud med en straffescoring til Györi Audi ETO KC til 13-19, men herefter kunne de orange sende bolden i nette to gange og dermed reducere til 15-19 efter 32 minutters spil. Efter yderligere 8 minutter bragte Györi Audi ETO KC sig yderligere foran 18-25 efter en scoring på et tomt Odense-mål.

Herefter mente Jan Pytlick igen, at det var tid til at samle holdet og prøve at dæmme op for det stærke ungarske hold. Det blev en effektiv snak, som resulterede i et flot orange comeback. Forsvaret fik lukket af, og flotte redninger af Althea Reinhardt holdte de grønne fra at score i næsten 12 minutter. Samtidig fik Odense Håndbold også gang i offensiven, hvor især Ingvild Bakkerud havde succes med både skud fra distancen samt gennembrud. Dermed hed stillingen 25-25, da haluret havde rundet 50 minutter.

I kampens sidste 10 minutter skiftedes de to hold til at være foran, men det blev gæsterne fra Györi Audi ETO KC, der løb med sejren, efter Stine Bredal Oftedal fandt vej igennem den orange defensiv og scorede til 27-29 med 2,5 minutter tilbage af kampen.

Det blev dog Nadia Offendal, der scorede kampens sidste mål. Hun reducerede til 28-29, hvilket dermed blev kampens slutresultat.  

Nu venter et svært returopgør i Ungarn på lørdag, hvor de to hold skal afgøre, hvem der skal videre til DELO WOMEN’S EHF Final4.