ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHFCL: Det afgørende slag om kvartfinalen
01. marts 2019

EHFCL: Det afgørende slag om kvartfinalen

Lørdag er en vigtig dag. Lørdag kan det nemlig afgøres, om det er Odense Håndbold eller København Håndbold, der går videre til kvartfinalen i Women’s EHF Champions League.

En skæbnesvanger dag venter lørdag, når Odense Håndbold møder København Håndbold i Women’s EHF Champions League. Begge hold har samme pointtal i tabelregnskabet for hovedrunden, og begge hold kæmper om fjerdepladsen og billetten videre til kvartfinalen.

Stillingen i gruppen ser således ud:

  • Metz Handball: 13 point
  • Rostov-Don: 11 point
  • Buducnost: 10 point
  • København Håndbold: 6 point
  • Odense Håndbold: 6 point
  • Brest Bretagne: 2 point

Se mere på ehfcl.com.

Sidst de orange og københavnerne mødte hinanden i var i starten af februar, hvor holdene spillede det første indbyrdes opgør i Women’s EHF Champions League. I opgøret var der spænding helt til det sidste, og kampen endte uafgjort 24-24.

I mellemtiden har København Håndbold mødt Metz Handball på udebane og Buducnost på hjemmebane. I Frankrig tabte københavnerne med 12 mål, men kunne hjemme sikre en overbevisende sejr på 31-20 over montenegrinerne.

Odense Håndbold har spillet mod Rostov-Don, som de orange tabte 24-26 til på hjemmebanen i Odense Idrætshal. Til gengæld har Odense Håndbold besejret Brest Bretagne på udebane med cifrene 24-29.

Spiller holdene uafgjort lørdag, afgøres det i sidste runde, hvem der tager fjerde- og dermed kvartfinalepladsen. I den sidste hovedrundekamp skal Odense Håndbold spille mod Rostov-Don på udebane, mens København Håndbold møder Metz Handball på hjemmebane.

Der er stadig få ledige pladser tilbage i hallen til lørdagens opgør. De orange har brug for al den opbakning, de kan få. Vær med til at fylde hallen og køb din billet her.

Kommer du ikke i hallen, kan du følge kampen hjemme fra sofaen. DR1 er med, når opgøret fløjtes i gang kl. 14.30.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app