Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
De første slutspilspoint kom med hjem til Fyn
28. marts 2019

De første slutspilspoint kom med hjem til Fyn

Odense Håndbold hentede sin første slutspilssejr onsdag, da de på udebane besejrede TTH Holstebro. De orange leverede en god første halvleg, men niveauet faldt og fejlene indtraf i anden halvleg.

Onsdag startede slutspillet, og der var lagt i støbeskeen til en god håndboldaften, da Odense Håndbold mødte TTH Holstebro på udebane.

TTH Holstebro startede kampen godt. To mål blev hurtigt sat ind af hjemmeholdet, og TTH Holstebro havde samtidig succes med et offensivt og aggressivt forsvar i den første periode af kampen. Odense Håndbold fandt dog hurtigt løsningen på det offensive forsvar med gennembrud og indspil til stregen. De orange havde også succes på kontra og efter et kvarters spil var stillingen 3-9 til Odense Håndbold.

Hjemmeholdet havde svært ved at finde vej til målet og var inde i en scoringspause på godt syv minutter, før de scorede til stillingen 4-9. Redninger var der heller ikke mange af i første halvleg for TTH Holstebros vedkommende, og Odense Håndbold kunne derfor holde føringen halvlegen ud. Holdene gik til pause ved stillingen 10-17.

TTH Holstebro startede anden halvleg med to fine scoringer. Althea Reinhardt var fra halvlegens start også kommet på mål og brillerede blandt andet med en redning på straffe.

Anden halvleg blev dog en fejlfuld affære for Odense Håndbold. Mange fejlafleveringer og tekniske fejl var medvirkende til, at TTH Holstebro stille og roligt kæmpede sig tilbage i kampen. Efter 43 minutter var stillingen 17-20 til Odense Håndbold.

Herefter skiftedes holdene til at bytte mål i en periode. Odense Håndbold øgede dog føringen en anelse til stillingen 19-24, hvorefter TTH Holstebro tog timeout. Efterfølgende reducerede hjemmeholdet til stillingen 22-25, og TTH Holstebro fik også mulighed for at reducere yderligere, men muligheden glippede. I stedet fik Odense Håndbold i den anden ende straffe, som Stine Jørgensen tog sig sikkert af.

Med kun halvandet minut tilbage af kampen, var der ikke meget at gøre for TTH Holstebro. Odense Håndbold vandt kampen 23-27 og tog de første to point i slutspillet med hjem til Fyn. Topscorer blev Stine Jørgensen med syv mål.

Næste slutspilsopgave venter allerede lørdag, når de orange hjemme møder Nykøbing F. Håndboldklub. Billetter til denne kamp kan købes her.