Lørdag den 5. maj bliver en festdag i orange regi. Kl. 16.10 spiller Odense Håndbold nemlig deres første semifinale nogensinde. Modstanderen er Team Esbjerg, og hvis du ikke allerede har sikret dig billetter til kampen, kan du gøre det her.
Tirsdag den 8. maj skal der også være orange fest, for der venter returopgøret, hvor du er inviteret med til take off, når bussen kører mod Vestjylland.
Vi mødes kl. 16.00 ved Odense Idrætshal og skaber god stemning og opbakning, når den orange trup drager i krig.
I forbindelse med take off-arrangementet serveres der kaffe og kage i Café Noir, hvor der også vil være mulighed for at handle. Alle er velkomne til at deltage i arrangementet. Tilmelding er ikke nødvendig.
Inferno arrangerer udebanetur på dagen, og hvis du vil være med til festen hele vejen, kan du stadig nå at komme med. Se mere på Infernos Facebookside her.
Vi glæder os til at se dig.