Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Storsejr mod SønderjyskE
24. august 2018

Storsejr mod SønderjyskE

De orange bankede SønderjyskE i Santander Cup torsdag. Odense Håndbold er dermed videre til kvartfinalen efter en sejr på 33-14 over sønderjyderne.

Odense Håndbold kunne tage en sejr med hjem til Fyn, efter de torsdag slog SønderjyskE 33-14 i Aabenraa Idrætscenter. Sejren betyder, at Odense Håndbold nu er videre til kvartfinalen i Santander Cup.

De orange fik allerede overtaget i kampen fra start og kom hurtigt foran 5-0 efter godt syv minutters spil. Det gode spil fortsatte halvlegen ud, og holdene gik til pause ved stillingen 18-11 til Odense Håndbold.

Målfesten for Odense Håndbold fortsatte i anden halvleg. I de sidste 11 minutter afholdte de orange SønderjyskE fra at score mål, og Odense Håndbold vandt kampen 33-14. Topscorer blev Mie Højlund med fem mål.

Cheftræner Jan Pytlick er tilfreds med indsatsen i torsdagens pokalopgør: ”Det var en super arbejdssejr. Alle kom i spil, og alle bød godt ind i kampen. Jeg hæfter mig også særligt ved, at SønderjyskE kun scorer tre mål i anden halvleg. Vi får fordelt vores ressourcer godt, og vi kommer ud af kampen uden skader.”

Lodtrækningen til kvartfinalen finder sted søndag den 26. august.

Næste opgave for de orange bliver den første kamp i HTH Ligaen den 29. august, hvor modstanderen er Randers HK, som Odense Håndbold møder på udebane. Første hjemmekamp er den 1. september, hvor guldvinderne fra sidste sæson, København Håndbold, kommer på besøg. Du kan købe dine billetter til denne kamp her.