Pressemeddelelse fra DHF
Landsholdsanfører Stine Jørgensen er kommet så langt efter sin meniskoperation, at hun er vurderet klar til at deltage i den kommende landsholdssamling. Her vil hendes fysik blive vurderet løbende under træninger med landsholdets sundhedsstab med henblik på eventuel deltagelse ved EM i Frankrig.
”I tæt samarbejde med Odense Håndbold har vi vurderet, at det er realistisk at få Stine i spil i løbet af EM-slutrunden. Vi har haft en rigtig god, løbende dialog med Odense Håndbold og deres sundhedssektor i forhold til Stines helbred, og nu har vi aftalt, at hun møder ind i landsholdslejren sammen med de øvrige spillere og tager med til Oslo. I løbet af ugen skal hun træne med vores sundhedsstab, og så er planen, at vi efter Møbelringen Cup træffer en beslutning om eventuel deltagelse i slutrunden,” siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Også Line Haugsted og Amalie Milling møder ind i landsholdslejren, men de forventes kun at deltage i samlingen mandag og tirsdag.
”Det har hele tiden været planen, at Amalie Milling skulle deltage i samlingens første dage, mens status på Line Haugsted har været lidt mere usikker. Nu er vi landet på en aftale med Viborg om, at Line møder ind de to første dage, men ikke rejser med til Møbelringen Cup. Derfra er aftalen med klubben, at vi kan indkalde Line i løbet af slutrunden, hvis behovet skulle opstå. Det er vi rigtig tilfredse med,” slutter Klavs Bruun Jørgensen.
Landsholdet samles i København på mandag den 19. november til to træningsdage inden afgang onsdag til Oslo og Møbelringen Cup 22.-25. november. Spillerne får en fridag mandag den 26. november og rejser tirsdag den 27. november til Nantes i Frankrig, hvor Danmark spiller den indledende runde ved EM.