Det er ikke nogen hemmelighed, at Odense Håndbold har haft en godkendt første halvsæson. De orange er ubesejret i HTH Ligaen og har 14 sejre efter 14 kampe. Første delmål i Women’s EHF Champions League er også blevet realiseret, idet Odense Håndbold har kvalificeret sig til hovedrunden i turneringen.
Når vi kigger på nogle af de andre tal fra første halvsæson, er der også mange andre ting at glæde sig over. Althea Reinhardt er ligaens bedste målmand med en redningsprocent på 51%, og syv orange spillere er med i den danske landsholdstrup i EM i Frankrig lige nu. Også norske Ingvild Bakkerud er med hos Norge, og Tess Wester er med hos Holland.
Ser vi lidt udover det sportslige, kan vi også være tilfredse, når vi kigger på f.eks. tilskuertallene i HTH Ligaen. Her ligger Odense Håndbold nummer to i forhold til det samlede tilskuertal. I alt har 17.779 tilskuere været i hallerne og set de orange spille enten på ude- eller hjemmebane. 12.019 tilskuere har været i Odense Idrætshal, hvilket giver et gennemsnit på 1717 tilskuere pr. hjemmekamp i HTH Ligaen.
På tilskuersiden er Odense Håndbold kun overgået af Team Esbjerg. Højeste tilskuertal i Odense Idrætshal i første halvsæson var netop mod Team Esbjerg. Her havde 2227 tilskuere valgt at tage i hallen, hvor Odense Håndbold spillede i lyserødt for at støtte op om arbejdet omkring brystkræft. Det er kun 11 tilskuere færre end det højeste tilskuertal i ligaen efter første halvsæson. Kampen med det højeste tilskuertal i første halvsæson var mellem Nykøbing F. Håndboldklub og TTH Holstebro.
De gode tilskuertal smitter også af på kapacitetsudnyttelsen. Her ligger Odense Håndbold nummer et med en kapacitetsudnyttelse på 82,68%. Det er samtidig en lille stigning i forhold til sidste sæson, hvor kapacitetsudnyttelsen på samme tidspunkt lå på 79%.
Når vi snakker om tilskuere i hallerne, kan vi også snakke om tilskuerne hjemme i stuerne. Odense Håndbold har i første halvsæson haft fem tv-kampe på TV 2’s kanaler. Det samlede gennemsnit for alle fem tv-kampe er 378.000 seere, hvilket giver 75.600 seere i gennemsnit pr. kamp. Den kamp med flest seere i gennemsnit var kampen mod Team Esbjerg, hvor 105.000 seere så med. Det var samtidig den mest sete kamp i både herre- og dameligaen på TV 2 Sport i første halvsæson.
Odense Håndbolds seks kampe i Women’s EHF Champions League har været vist i på DR-kanalerne. Her ligger det samlede gennemsnit på 732.000 seere, hvilket giver et gennemsnit på 122.000 seere for hver kamp i Women’s EHF Champions League.
Kigger vi på det samlede seergennemsnit for både DR-kanalerne og TV 2’s kanaler, har altså over en million seere set de orange spille i tv. Det er vi både glade for og stolte over i Odense Håndbold.
De gode sportslige takter og de gode tal i forhold til tilskuere og seere må gerne fortsætte ind i sidste halvdel af sæsonen, hvor flere kampe i både hallerne og i stuerne venter.
Se mere statistik på www.tophaandbold.dk.