Af Nadja Bloch
Hverken stormvarsel eller Vild med Dans kunne holde publikum hjemme fra kamp i Odense Idrætshal fredag aften. 1.549 publikummer mødte veloplagte op til kamp, da Odense Håndbolds piger skulle møde oprykkerne fra Skanderborg Håndbold.
Selvom Skanderborg Håndbold kom bedst fra start, indhentede Odense Håndbold dog hurtigt den lille føring, og efter 7 min. var stillingen 3-3. Efter en god redning fra Tess Wester og et efterfølgende kontramål af Suzanne Bækhøj kaldte Skanderborgs træner, Kristian Danielsen, til timeout. Skanderborgenserne havde dog efterfølgende stadig svært ved at finde vej gennem det odenseanske forsvar, og efter en mindre scoringspause valgte de at tage målmanden ud og spille 7 mod 6 i angrebet. Dette startede dog med en fejl i udskiftningen, hvilket udløste en udvisning til Skanderborgs bænk. Efter endt udvisning fortsatte 7 mod 6-spillet, som de lykkedes med i starten. Pytlick kaldte derefter til timeout ved stillingen 11-9 efter en periode med brændte chancer i angrebet.
Herefter begyndte det orange forsvar og Tess Wester i målet at få styr på den ekstra spiller i angrebet, og efter et par scoringer på et tomt mål og hed stillingen 16-10. Skanderborg droppede 7 mod 6-spillet og beholdte Anna Kristensen på målet under angrebsspillet. Skanderborg Håndbold sluttede første halvleg af med en scoring, og dermed hed pausestillingen 17-12 til Odense Håndbold.
Anden halvleg startede målfattigt ud for Skanderborg Håndbold. Efter 10 minutters spil havde de blot sendt bolden i nettet to gange, hvilket skyldtes et godt forsvar samt gode redninger fra Althea Reinhardt i målet. Gennem resten af kampen udbyggede Odense Håndbold ligeså stille føringen - bl.a. med scoringer på et tomt Skanderborgmål, kontrascoringer og ikke mindst flere flotte scoringer med vip. Dette kunne lade sig gøre på grund af det stærke forsvar, hvor både 6-0 og 5-1 forsvaret kom i spil, hvilket fungerede langt hen ad vejen.
Det blev altså en sikker anden halvleg, og sejren var aldrig rigtig var i fare. Kampen sluttede med cifrene 33-20 til de orange. Topscorerne i kampen blev Skanderborgs Trine Knudsen og Marie Aamand Sørensen med hver fem mål, mens Susanne Madsen, Jessica Quintino og Nadia Offendal alle nettede fire gange.
Nu tager mange af Odense Håndbolds spillere med landsholdet for at spille med i Golden League. Der er derfor en lille pause i kampprogrammet i HTH Ligaen. Ligahåndbolden vender dog stærkt tilbage den 3. oktober, når de orange møder Ringkøbing Håndbold på udebane. Næste hjemmebanekamp er den 11. oktober, hvor Odense Håndbold møder Silkeborg-Voel KFUM i Paarup Hallen.