Odense Håndbold har slået Viborg HK både ude og hjemme i denne sæson. Til trods for to gode sejre, mener Jan Pytlick, at der venter en stærk modstander i den første hjemmebanekamp i slutspillet: ”Viborg har en stærk kultur og en god historik. De er vant til at spille med om de øverste positioner, og så har de et stærkt mandskab.”
Bo Rudgaard, der i sidste sæson var assistenttræner i Viborg HK, siger også: ”Viborg har et godt hold med mange store profiler. De har et godt forsvar, en god målmand, og så løber de hurtigt. Viborg er et hold, der kan slå alle, men de er også et hold, der har svinget meget i løbet af sæsonen.”
Med profiler som Stine Bodholt, Line Haugsted, Kristina Jørgensen og den karismatiske Ann Grete Nørgaard venter der en spændende kamp. Sidste sæson blev Viborg HK showstopper for Odense Håndbold, der blev slået i den tredje kamp i kvartfinalen. De orange har dog taktikken på plads, og den gode sejrsstime over Viborg HK skal fortsætte.
Kom med til kamp og giv pigerne den opbakning, de har brug for. Køb din billet her.