For 22 dage siden drog de orange til Jylland for at spille kvartfinale i kvindernes Santander Cup. Modstanderen i kvartfinalen var Silkeborg-Voel KFUM, og efter kampen kunne Odense Håndbold tage hjem til fyn med en sejr og en plads i Santander Final4. Torsdag står holdene ansigt til ansigt igen, når ottende runde af HTH Ligaen skal afvikles.
Silkeborg-Voel KFUM ligger lige nu med syv point nummer otte i tabelregnskabet for HTH Ligaen. Øverst i tabellen med 14 point ligger Odense Håndbold sammen med Nykøbing Falster Håndboldklub – begge hold er stadig er ubesejrede i denne sæson i HTH Ligaen.
Silkeborggenserne er kendt for deres hurtige spil, og Jan Pytlick har tidligere udtalt, at Silkeborg-Voel KFUM er et svært hold at spille imod netop på grund af deres fart. Senest har midtjyderne dog tabt til Team Esbjerg, der slog Silkeborg-Voel KFUM 28-26.
Torsdag er Odense Håndbold klar til at gøre Team Esbjerg kunsten efter - klar til at kæmpe for sejren. Opgøret mod Silkeborg-Voel KFUM fløjtes i gang kl. 19.30. Kampen spilles i Paarup Hallen, og dørene til hallen åbner kl. 18.30. Der er stadig ledige ståpladser til salg her.
Kommer du ikke i hallen, kan du følge kampen live på vores Facebook-side og på www.tophaandbold.dk.
Allerede søndag venter det næste opgør for de orange. Vi er tæt på at nå MÅL4000. Køb din billet til Odense Håndbolds første hjemmekamp i Women’s EHF Champions League her.