Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Nu går turen til Ikast
04. september 2018

Optakt: Nu går turen til Ikast

Onsdag er der igen kamp på programmet for Odense Håndbold. Herning-Ikast Håndbold venter på udebane i IBF Arena.

Sidste år hed de FCM Håndbold. I år hedder de Herning-Ikast Håndbold, og i morgen går det løs i HTH Ligaen, når Odense Håndbold møder de stærke midtjyder.

Herning-Ikast Håndbold har forstærket truppen med profiler som Sarah Iversen, der er kommet fra Nykøbing Falster Håndboldklub, og Stine Skogrand, der har en fortid i Silkeborg-Voel KFUM. Herning-Ikast Håndbold har dog også måtte vinke farvel til en af holdets helt store profiler, Veronica Kristiansen, der er taget til Ungarn og Györ.

Mens Odense Håndbold har vundet begge deres kampe i den nye sæson, har Herning-Ikast Håndbold haft en blandet start. De vandt deres første kamp mod Aarhus United, men tabte knebent den anden til Team Esbjerg med cifrene 25-23. I sidste sæson delte de orange og de violette sejrene imellem sig - ud af fire opgør hentede Odense Håndbold og Herning-Ikast Håndbold to sejre hver.

Onsdag spiller holdene mod hinanden igen, og de trofaste fans fra Inferno er som altid med på lægterne for at hjælpe de orange til en sejr. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og vises på TV 2 Sport.

Du kan allerede nu sikre dig plads til de oranges næste kamp, der foregår på hjemmebanen i Odense Idrætshal. Viborg HK kommer på besøg, og du kan købe dine billetter til denne kamp her.