Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Optakt: Ligaens nummer et og nummer tre møder hinanden
23. oktober 2018

Optakt: Ligaens nummer et og nummer tre møder hinanden

Der bliver nok engang kamp til stregen om de to point, når ligaens etter og treer møder hinanden. Onsdag kommer Nykøbing Falster Håndboldklub på besøg i den orange hule.

Indtil for ganske nyligt har Odense Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub fulgtes godt ad i toppen af tabellen med lige point i HTH Ligaen. De to hold ligger stadig i øverst i regnskabet med få point til forskel. Odense Håndbold har 18 – Nykøbing Falster Håndboldklub har 15. Imellem dem ligger Team Esbjerg på andenpladsen med 16 point.

Både Odense Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub har haft en god start på sæsonen med mange sejre. Nykøbing Falster Håndboldklub har blot tabt en enkelt gang til Team Esbjerg og har spillet uafgjort mod Aarhus United. De orange er endnu ubesejret i denne sæson.

Når Nykøbing Falster Håndboldklub løber på banen onsdag, bliver det dog uden en af holdets store profiler – Kristina ”Mulle” Kristiansen – der sidder ude pga. af en brækket hånd.

I sidste sæson havde Odense Håndbold svært ved at finde taget på onsdagens gæster. I begge kampe i grundspillet måtte de orange se sig slået med cifre på hhv. 28-27 og 31-28, og det er da også noget, som Jan Pytlick har med sig i tankerne inden onsdagens kamp:

”Vi har jo ikke slået Nykøbing endnu. Vi tabte begge kampe til dem i sidste sæson, så der venter os en spændende udfordring i morgen. Når vi kigger på os selv, så synes jeg, at vi kommer med en god energi i truppen. Vi har god selvtillid, efter vi har vundet alle de kampe, og vi tror på tingene. Det bliver stadig en hård kamp, fordi Nykøbing løber hurtigt og spiller med høj intensitet. Vi skal bare kunne matche den intensitet i morgen.”

Kampen fløjtes i gang kl. 18.30 og spilles i Odense Idrætshal. Der er stadig ledige pladser at få, så tag med til kamp og hjælp de orange på vej mod endnu en sejr. Billetter til kampen kan købes her.

Kommer du ikke i hallen, er det også muligt at følge den hjemme fra sofaen. Kampen vises nemlig på TV 2 Sport.