HTH Ligaen er i gang igen, og onsdag venter endnu et opgør, når Odense Håndbold tager turen til Jylland for at spille mod Ringkøbing Håndbold.
Ringkøbing Håndbold indtager lige nu 10. pladsen i ligaen og har tre point i seks kampe. Holdet er ramt af en del skader. Senest er Stine Baun Eriksen ramt af en korsbåndsskade, da hun i kampen mod Team Esbjerg landede forkert og fik et alvorligt vrid i knæet.
I kampen mod Team Esbjerg fik Ringkøbing Håndbold i øvrigt en ordentlig øretæve – 30-12 til Team Esbjerg var resultatet efter 60 minutter. Kun tre mål fra Ringkøbing Håndbold blev sat ind i kampens første halvleg.
Ringkøbing Håndbold har altså ikke haft samme glidende start som Odense Håndbold, der stadig er ubesejret i HTH Ligaen.
Opgøret i morgen fløjtes i gang kl. 19.30 og spilles i Green Sports Arena. Kampen vises ikke i TV, men kan følges live på www.tophaandbold.dk.
Inferno arrangerer bustur til Ringkøbing, så hvis du vil have den ægte håndboldstemning, kan du tage med på tur. Hvis du dribler ind på Infernos Facebook-side, kan du læse mere om tilmelding til busturen. Du finder Infernos Facebook-side her.