Kamp søndag i Women’s EHF Champions League og kamp tirsdag i HTH Ligaen. Der er ikke meget tid til restitution mellem kampene – i morgen går det løs for de orange igen, når holdet tager til Jylland for at spille mod TTH Holstebro.
Inden kampen tirsdag fortæller Jan Pytlick: ”Det er altid en svær udebanekamp i Holstebro. Jeg synes, de har et ungt og spændende hold, der bare spiller derudaf, og som løber stærkt. Det er vigtigt for os, at vi får omstillet os fra kampen i går til kampen i morgen. Det gjorde vi rigtig godt, da vi spillede mod Silkeborg, og det skal vi gøre igen. Vi spiller med høj intensitet i de her europæiske kampe, og det skal vi - ligesom til kampen mod Silkeborg - overføre til kampen mod TTH.”
TTH Holstebro ligger lige nu nummer syv i tabelregnskabet med otte point efter otte kampe. Holdet har senest tabt til Team Esbjerg på udebane og Aarhus United på hjemmebane.
Fra TTH Holstebro kommer også Odense Håndbolds egen Sara Hald, der skuftede til den fynske håndboldklub op til denne sæson.
Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 og spilles i Gråkjær Arena. Du kan følge kampen på tophaandbold.dk.
Husk næste hjemmekamp i HTH Ligaen den 24. oktober, hvor de orange spiller mod Nykøbing Falster Håndboldklub. Har du ikke allerede købt dine billetter til denne kamp, kan du gøre det lige her.