Af Sebastian Spangtoft
Der var to vigtige point på højkant i onsdagens opgør i HTH GO Ligaen. Viborg HK kunne overhale Odense Håndbold i tabellen, mens de orangeklædte med en sejr ville få et afgørende forspring i kampen om de eftertragtede slutspilspladser.
Hjemmeholdet kom buldrende fra start og bragte sig hurtigt foran med 6-1 efter fire minutter. Forsvaret og en velspillende Althea Reinhardt fandt hurtigt hinanden, hvilket satte gang i den fynske kontramaskine. Det fik Viborg HKs cheftræner, Allan Heine, til at foretage en hurtig timeout. Den fynske føring blev efterfølgende skrumpet til 11-8, men kort efter opsnappede en opmærksom Suzanne Bækhøj en løs bold og gav fornyet luft.
Efterfølgende blev Odense Håndbold ramt af to udvisninger – først Kathrine Heindahl og dernæst Freja Cohrt – og så blev viborgenserne inviteret tilbage i kampen. Da de grønblusede samtidig fik gang i spillet, kombineret med flere vigtige redninger fra målvogter Josephine Nordstrøm, takkede de ja til invitationen. Ann Grete Nørgaard udlignede til 13-13, inden Mie Højlund, Trine Østergaard og Mette Tranborg bragte Odense foran 16-14 til pausen.
Gennem første halvleg benyttede Jan Pytlick sig af sin brede udskiftningsbænk. Det fortsatte han med efter pausen, hvor spændingen yderligere steg, og hvor spørgsmålet om ressourcer også spillede ind. De orange kom hurtigt på 18-15, men Viborg HK gav ikke op og reducerede til 21-20 ved mål af Sanne van Olphen.
Viborg HK blev efterfølgende ramt af en udvisning. Den skulle vise sig at være dyr, for Odense Håndbold scorede fire mål på stribe. 25-20 og det begyndte at ligne en sejr til Pytlick og co. Men tilskuerne skulle ikke snydes for spænding til det sidste. Viborg HK med Line Uno som styrmand fik atter kæmpet sig tilbage. Med under ti minutter igen reducerede gæsterne til 27-26, og der var lagt i kakkelovnen til en nervepirrende afslutning.
Mette Tranborg gjorde det til 30-28, efterfulgt af en scoring fra Ann Grete Nørgaard til 30-29, og så havde Odense Håndbold muligheden for at lukke og slukke. En skridtfejl 40 sekunder fra slutfløjtet sendte imidlertid muligheden for udligning over i hænderne på Viborg HK. Muligheden glippede dog for gæsterne, da en af kampens store spillere, Line Uno, bragede ind i Odense-forsvaret og begik en angrebsfejl. Sekunderne tikkede ud og så kunne Odense-spillerne ellers omfavne hinanden.
Odense Håndbold kravler nu op på ligaens andenplads, som de deler med FCM Håndbold. Begge hold er noteret for 24 point efter 17 kampe.
Næste kamp for Odense Håndbold bliver den 15. februar på udebane mod ligaens førerhold fra København Håndbold.