ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold deler point med Silkeborg-Voel KFUM
30. marts 2018

Odense Håndbold deler point med Silkeborg-Voel KFUM

Torsdag spillede Odense Håndbold deres første slutspilskamp ude mod Silkeborg-Voel KFUM. Kampen endte 27-27, og de to hold deler dermed de to point.

Odense Håndbold sikrede sig et vigtigt point torsdag, da de spillede uafgjort mod Silkeborg-Voel KFUM. Mange fans var taget til Silkeborg for at bakke de orange op i deres første slutspilskamp. Opbakningen havde holdet brug for i et tæt opgør præget af både fejl og hurtige mål.

Det var et tændt Silkeborg-mandskab, der trådte på banen. Hurtige aktioner prægede deres spil, og i det meste af første halvleg måtte Odense Håndbold hænge efter med et par mål. Det vidnede pausestillingen også om: 13-11 i Silkeborg-Voel KFUMs favør.

I anden halvleg fortsatte Silkeborg-Voel KFUM deres hurtige spil, og i kampens slutfase lignede det et nederlag til de orange. Silkeborg-Voel KFUM var foran med tre mål, indtil Odense Håndbold trådte i karakter. Med hurtige aktioner kæmpede holdet sig op på siden af Silkeborg-Voel KFUM, og i det sidste minut udlignede de orange til kampens resultat 27-27.

Nadia Offendal, Mette Tranborg og Silkeborg-Voel KFUMs Jette Hansen måtte alle dele topscorertitlen i kampen med syv mål hver.

Med det ene point ligger Odense Håndbold fortsat øverst i tabelregnskabet i slutspilspuljen. FCM Håndbold og Viborg HK, der er de to andre hold i Odense Håndbolds slutspilspulje, spillede også i går. Her trak FCM Håndbold det længste strå og vandt 29-26 over de grønne fra Viborg HK. Dette resultat betyder, at også FCM Håndbold har tre point i slutspilstabellen, men på grund af Odense Håndbolds placering over FCM Håndbold i grundspillet, kan de orange fastholde førstepladsen i puljen.

Næste slutspilsopgave for de orange venter allerede søndag, hvor Viborg HK kommer på besøg i Odense Idrætshal. Billetter til denne kamp kan købes her.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app