Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold vinder i Ringkøbing
04. oktober 2018

Odense Håndbold vinder i Ringkøbing

Det blev ikke nogen tæt, spændende kamp, da Odense Håndbold i går mødte Ringkøbing Håndbold. Efter 60 minutter sikrede de orange den syvende sejr på stribe i HTH Ligaen.

Onsdag tog de orange til Jylland for at møde Ringkøbing Håndbold, og inden opgøret var Odense Håndbold udråbt som favoritter til at vinde kampen.

Favoritværdigheden cementerede sig dog ikke i den første periode af kampen. Natasja Clausen tog godt fra i Ringkøbings mål, og efter syv minutter var stillingen 4-2 til hjemmeholdet. Trine Østergaard fik brudt en orange scoringspause på godt fire minutter og udlignede til stillingen 5-5 efter ca. 13 minutters spil. Mette Tranborg scorede herefter til 6-5, hvorefter Ringkøbing Håndbold benyttede sig af sin første timeout.

Althea Reinhardt havde inden timeouten, ligesom Natasja Clausen, gjort en god figur i målet med en redningsprocent over 50%. Redningerne for Althea Reinhardt fortsatte også efter timeouten, og 21 minutter inde i første halvleg var de orange foran med tre mål ved stillingen 9-6. Odense Håndbold kom også foran 10-6, men herefter opstod der fejl. Kort før halvleg reducerede Ringkøbing Håndbold til 10-9, inden Kathrine Heindahl sendte bolden i kassen til pausestillingen 11-9.  

Anden halvleg startede med straffe til Ringkøbing Håndbold og en fejlaflevering fra orange side. Odense Håndbold fik dog hurtigt rettet op på fejlene og bragte sig efter godt 40 minutters spil foran 16-11. Med et kvarter tilbage af kampen gjorde Ingvild Bakkerud det til 18-14, og herefter så de orange sig ikke tilbage. Kampen endte 26-18 til Odense Håndbold, der dermed kunne tage to point mere med hjem til Fyn.

Næste opgør i HTH Ligaen bliver den 11. oktober 2018, når Odense Håndbold i Paarup Hallen møder Silkeborg-Voel KFUM. Inden da går turen til Montenegro, hvor de orange spiller deres første kamp i Women’s EHF Champions League mod Buducnost. Kampen spilles lørdag den 6. oktober kl. 19.00 og vises på DR2.