Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold ubesejret efter første halvsæson
08. november 2018

Odense Håndbold ubesejret efter første halvsæson

Onsdag drog de orange mod hovedstaden for at spille mod Ajax København på udebane. Efter 60 minutters håndbold kunne de orange hente deres 13. sejr på stribe.

Onsdag var der igen kamp i HTH Ligaen, da Odense Håndbold mødte Ajax København på udebane, og selvom der blev sparet på kræfterne i den orange lejr, kunne Odense Håndbold tage sin 13. sejr i HTH Ligaen med hjem til Fyn.

Kampen startede med et par fejl fra begge hold. Første mål blev sat ind af Jessica Quintino, og kort efter gjorde Simone Monsrud Pedersen kunsten efter og satte et mål ind til stillingen 1-1. En fejlaflevering fra Ajax København gav Odense Håndbold mulighed for at komme foran med to. Muligheden udnyttede Mette Tranborg, som scorede til 1-3 i orange favør. Fejlene fortsatte hos københavnerne, og Suzanne Bækhøj og Ingvild Bakkerud gjorde det til hhv. 1-4 og 1-5, hvorefter Ajax København tog timeout.

Timeouten gav pote. Ajax København reducerede først til 2-5, så til 3-5 og igen til 4-5 ca. ti minutter inde i kampen efter flere fejl fra orange hænder. Suzanne Bækhøj og Nadia Offendal fik Odense Håndbold tilbage på sporet med to scoringer til stillingen 4-7.

Denne stilling holdt dog ikke længe. Ajax København sendte igen bolden i netmaskerne, og samtidig blev Odense Håndbold ramt af et par udvisninger – først til Mette Tranborg og kort efter til Sara Hald. Ajax København udnyttede udvisningerne til at reducere til 7-8.

Efter et par afbrændere fra begge hold kaldte Pytlick tropperne sammen. Kort før pausen skruede de orange bissen på og scorede et par hurtige mål. Holdene gik til pause ved stillingen 10-16 til Odense Håndbold.

De orange startede anden halvleg ligesom den første med en scoring. Få minutter efter satte Nadia Offendal et straffemål i kassen og gjorde det til 10-18 til Odense Håndbold. Odense Håndbolds nyeste spiller, Camilla Pytlick, kom også på måltavlen og satte sit første ligamål ind efter 38 minutter til stillingen 13-20. Kort efter øgede Sara Hald føringen til 13-21, hvilket fik Ajax-bænken til at tage timeout.

Med et kvarter tilbage af kampen var stillingen 16-23 til de orange. Syvmålsføringen blev efter en timeout fra Pytlick også til en ottemålsføring og en nimålsføring, inden Ajax Københavns Nikoline Brøns brød en sscoringspause på godt seks minutter for københavnerne og reducerede til 17-25. Herefter røg også Odense Håndbold ind i en scoringspause på godt 12 minutter. Faktisk scorede Sara Hald først i de sidste sekunder af kampen til slutresultatet 20-26. Kampens topscorere blev Nadia Offendal og Sara Hald med syv mål hver.

Sejren er den 13. på stribe for de orange, der dermed er ubesejret i HTH Ligaen. Odense Håndbold har slået alle holdene i ligaen og ligger øverst i tabelregnskabet med 26 point.

Næste opgave venter søndag den 11. november, hvor de orange spiller mod Buducnost i Women’s EHF Champions League. De sidste point i den europæiske turnering skal i kassen. Kampen gælder en sikker plads videre i hovedrunden. Hjælp de orange på vej mod en sejr. Køb din billet til den vigtige kamp her.