Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold storsejrer efter fornem slutspurt
07. marts 2018

Odense Håndbold storsejrer efter fornem slutspurt

De to tophold i HTH GO Ligaen fulgtes ad i 45 minutter. Herefter så Odense Håndbold sig ikke tilbage og vandt 33-23 over Team Esbjerg. Pytlicks piger fastholder dermed ligaens andenplads.

Af Sebastian Spangtoft

I en underholdende start fulgtes de to hold pænt ad og åbnede ud med tre scoringer hver. Hos Odense Håndbold var det Freja Cohrt, som stod for scoringerne på gode udkast af Emily Sando. Forsvarsspillet hos begge mandskaber stod sublimt, hvilket gjorde betingelserne svære for de etablerede angreb, men med tålmodighed fik hjemmeholdet alligevel skabt en 6-3-føring efter ti minutter.

Team Esbjergs norske back, Ida Bjørndalen, blev efterfølgende ramt af en to minutters udvisning til stor utilfredshed for Esbjerg-bænken. Ikke desto mindre udnyttede Pytlicks mandskab overtalssituationen og kom foran 8-4 på mål af Trine Østergaard. Det behagede de 2198 fremmødte gæster i Odense Idrætshal, som i den grad formåede at skabe stemning i hallen med deres råb og foldede papirlapper.

Selvom Odense Håndbold holdt føringen halvlegen ud, var det med Team Esbjerg lige i hælene. De to cheftrænere eksperimenterede, jo tættere kampen kom på pausefløjtet. Jan Pytlick prøvede et 7 mod 6-spil, mens Jesper Jensen i en længere periode spillede med to stregspillere. Sidstnævnte gav mest effekt, og især Mette Gravholt voldte store problemer for Odense-forsvaret. Team Esbjerg reducerede kort før pausehornet til 12-11, som også blev stillingen ved pausen.

Det jævnbyrdige spil fortsatte efter pausen. Odense Håndbold buldrede i kontrafasen, mens Team Esbjerg fortsatte de gode takter med to stregspillere fra første halvleg. Som set i tidligere kampe fordelte Jan Pytlick spilletiden mellem sine målvogtere, og Althea Reinhardt var derfor kommet på mål. Selvom hun fortsatte, hvor Emily Sando slap, hang Team Esbjerg fortsat på. Midtvejs i anden halvleg var Odense Håndbold foran 19-18.

De orange kløede på og virkede til at have flere kræfter. Efter en sløj første halvleg begyndte også Stine Jørgensen at vise format. Hun bragte hjemmeholdet foran 23-19 og 24-20 på to gennembrud, mens trætheden så ud til at have ramt Jesper Jensens mandskab. Det lignede derfor også en afgørelse, da Nadia Offendal øgede til 26-20 - også selvom Sanna Solberg reducerede med en fornem vipscoring. Nærmere kom Team Esbjerg dog ikke, og Odense Håndbold scorede herefter nærmest efter behag til slutcifrene på 33-23.

Pytlick og pigerne kan nu selv afgøre, om de ender på andenpladsen, og om de tager to point med i slutspillet. Det kræver en sejr på udebane mod Ringkøbing Håndbold, som Odense Håndbold møder på udebane den 17. marts.