Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold satte Silkeborg-Voel KFUM på plads
22. april 2018

Odense Håndbold satte Silkeborg-Voel KFUM på plads

Efter at Odense Håndbold og Silkeborg-Voel KFUM spillede 27-27 i den første slutspilskamp, havde de 1845 fremmødte tilkuere i Odense Idrætshal formentlig forventet endnu en tæt affære. Men Odense Håndbold viste suverænitet og sendte silkeborggenserne hjem med et nederlag på 32-21.

Af Sebastian Spangtoft

Inden opgøret havde Viborg HK slået FCM Håndbold med 20-18, hvilket for alvor åbnede muligheder for Silkeborg-Voel KFUM i forhold til deres bestræbelser på at nå en semifinaleplads. En semifinaleplads, som Odense Håndbold allerede havde sikret sig. For hjemmeholdet handlede det derfor om at fortsætte det gode spil, som klubben har vist i de seneste kampe.

Det var dog ikke kønt i kampens indledning. Angrebsspillet i begge ender virkede usammenhængende og bar mest præg af individuelle præstationer. Det gjorde ikke betingelserne nemmere for de to keepere, men både Althea Reinhardt og Stine Bonde bed godt fra sig i hver sit mål og forhindrede flere bolde i at ende i netmaskerne. 4-4 lød cifrene efter ti minutter.

Hvad der ikke fungerede i indledningen for Odense Håndbold, syntes pludseligt at fungere efter et kvarters spil. Angrebsspillet flød langt bedre, og de orangeblusede fik spredt spillet ud. Suzanne Bækhøj scorede til 8-6, og kort efter gjorde fløjkollegaen Jessica Quintino det til 10-7 på en fri kontramulighed.

Ved stillingen 11-7 i fynsk favør fik Stine Jørgensen og Jessica Quintino hver en udvisning, som gav Silkeborg-Voel KFUM mulighed for at balancere stillingen. Det lykkedes dog ikke i sådan en grad, som Jakob Andreasen på Silkeborg-bænken måske havde håbet på. Måltavlen viste en orange føring på 12-9, og herefter fortsatte Odense Håndbold med at udbygge. Mie Højlund kom i aktion og bidrog med flere gennembrudsscoringer, og med en pauseføring på 17-12 lå Pytlicks tropper godt i svinget.

Det var tydeligt, at Silkeborg-Voel KFUM havde mere at byde på. Specielt Sofie Bæk Andersen var velspillende efter pausen og stod for gæsternes tre første scoringer. Da Silkeborg-Voel KFUM samtidig fik fløjene i gang, blev stillingen pludselig 20-17, efter at Odense Håndbold havde ført 19-12 kort inde i anden halvleg. Længe varede det dog ikke, før Odense Håndbold igen lagde afstand. To scoringer fra Kathrine Heindahl efterfulgt af et drøn fra Mette Tranborg bragte hjemmeholdet sikkert foran. Da Emily Sando efterfølgende nappede et straffekast fra Stine Skogrand, var sejren indenfor rækkevidde.

Med ti minutter igen var spændingen forduftet. Mette Tranborg scorede til 29-20, og Mie Højlund gjorde det kort efter til 30-20 på et rigtigt fightermål. Odense Håndbold kørte sejren sikkert i land og vandt komfortabelt med 32-21.

Den sidste slutspilskamp for Odense Håndbold er på lørdag den 28. april, hvor FCM Håndbold kommer på besøg. Billetter til denne kamp kan købes her