Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Odense Håndbold kørte FCM Håndbold over
29. april 2018

Odense Håndbold kørte FCM Håndbold over

Der var ingen slinger i valsen for Pytlicks tropper i lørdagens sidste slutspilsopgør. Odense Håndbold slog FCM Håndbold 31-22 og slukkede samtidig midtjydernes semifinaledrøm.

Af Sebastian Spangtoft

Lørdag spillede de orange deres sidste opgør inden semifinalerne. Odense Håndbold var ubesejrede i 13 kampe, og den stime skulle Pytlick og co. forsøge at bevare. FCM Håndbold spillede for minimum et uafgjort resultat, der ville sende dem i semifinalen.

Efter et par brændte chancer på Sabine Englert i begyndelsen af kampen, kom der gang i netmaskerne for Odense Håndbold. Mette Tranborg bragte hjemmeholdet foran 4-2 efter fire minutters spil, hvorefter højre backen i den anden ende, Louise Burgaard, scorede sin tredje scoring og reducerede til 4-3.

Odense Håndbold fastholdt deres føring, da halvlegen rundede sin midte. Freja Cohrt øgede på kontra til både 8-6 og 9-6 efter glimrende frispilninger fra Susanne Madsen og Althea Reinhardt. I den anden ende stod netop Althea Reinhardt stærkt foran et velspillende forsvar, der ikke gav FCM Håndbold mange chancer. Sådan fortsatte det halvlegen ud. Maja Jakobsen scorede på gennembrud til 14-8, som også blev den sidste scoring inden pausen.

Fra starten af anden halvleg blev der vist norsk klasse mellem stængerne. Emily Sando var kommet på mål og holdt rent bur i de første fem minutter. Det profiterede de orangeklædte sig af, som samtidig buldrede afsted i angrebsspillet. Stine Jørgensen viste format og bragte Odense Håndbold foran 20-9 efter 38 minutter.

I en lang periode bevarede Odense Håndbold sit komfortable forspring. Kampen var derfor reelt afgjort, men det forhindrede ikke målene i at finde vej til netmaskerne. Tværtimod scorede begge hold efter behag. Mens flere spillere bidrog med scoringer hos Odense Håndbold, herunder Kathrine Heindahl, Pearl van der Wissel-Nielsen og Nadia Offendal, var det primært Veronica Kristiansen og Helene Fauske, som var toneangivende hos FCM Håndbold. Sidstnævnte reducerede til 25-15 med tretten resterende minutter på måltavlen.

Selvom FCM Håndbold fik spist lidt af den fynske føring mod slutningen af kampen, var der aldrig spænding og derved tvivl om kampens udfald. Odense Håndbold vandt uden problemer 31-22, og det betød, at FCM Håndbold missede semifinalen, idet Viborg HK samtidig vandt 30-18 hjemme over Silkeborg-Voel KFUM.

Odense Håndbold skal nu møde Team Esbjerg i semifinalen. Det første opgør spilles lørdag den 5. maj hjemme i Odense Idrætshal. Billetter til kampen kan købes her.