Når Odense Håndbold går på banen lørdag, bliver det den første semifinale i klubbens historie. Med semifinalen har de orange indfriet den målsætning, som man har arbejdet hen imod hele sæsonen, og truppen er nu klar til at kæmpe sig videre til finalerne.
Modstanderen i semifinalen er Team Esbjerg, som Odense Håndbold har gode erfaringer med at tackle i denne sæson. I grundspillet har de orange slået vestjyderne både ude og hjemme med cifre på hhv. 18-27 og 33-23.
Jan Pytlick glæder sig til at skulle i krig: ”Det bliver en fed kamp, og det er to meget dygtige hold, som skal møde hinanden. Semifinalen er samtidig historisk for Odense Håndbold, og derfor kribler det også lidt ekstra hos spillerne, hos os trænere og hos administrationen i klubben. Det tror jeg også, at det gør i Odense generelt, og jeg håber selvfølgelig, at vi får fuldt hus, så vi igen får den fantastiske opbakning, som vi har haft i de seneste hjemmekampe.”
Semifinalerne spilles bedst á tre. Vinder Odense Håndbold den første kamp, skal man blot sikre sig et enkelt point mere i returopgøret for at gå videre til finalerne. Her kan man møde København Håndbold eller Viborg HK.
Har du ikke sikret dig din billet til Odense Håndbolds kamp, kan du gøre det her.