ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Hollandsk profil takker af
03. maj 2018

Hollandsk profil takker af

Pearl Van Der Wissel-Nielsen stopper i Odense Håndbold ved udgangen af denne sæson og indstiller herefter karrieren.

Odense Håndbolds hollandske profil, Pearl Van Der Wissel-Nielsen, indstiller håndboldkarrieren efter denne sæson. Pearl Van Der Wissel-Nielsen har spillet for Odense Håndbold siden 2011 og har en lang håndboldkarriere bag sig.

Hun startede med at spille håndbold, da hun var tre år gammel, og den nu 34-årige playmaker har spillet i ligaklubber i både Holland, Tyskland, Frankrig og Danmark. Playmakeren har også haft en stærk identitet på det hollandske landshold, hvor hun debuterede som 15-årig og efterfølgende var en fast del af over en lang årrække. I december 2017 gjorde hun comeback og vandt sammen med Holland en bronzemedalje ved VM-slutrunden i Tyskland.

Om sit håndboldeventyr fortæller Pearl Van Der Wissel-Nielsen: ”Jeg har oplevet så mange ting i min håndboldtid – også i en ung alder. Det var sjovt at træne og lære en masse af de mere erfarne og rutinerede spillere. Nu er jeg selv blevet en af dem, og selvom jeg har prøvet meget, oplever jeg stadig nye ting. F.eks. var det helt fantastisk at komme tilbage på landsholdet i december og så ovenikøbet vinde en bronzemedalje med hjem.”

Pearl Van Der Wissel-Nielsen forklarer også, at Odense Håndbold har været en stor del af håndboldeventyret: ”Jeg kom til Odense Håndbold et halvt år efter, at man var lige ved at gå konkurs. Vi skulle opbygge tingene og skabe en dameligaklub i Odense, og det er vi jo kommet i mål med. Det har været fedt at have været med fra begyndelsen og på den måde være kulturbærer på holdet. Lige nu er det også dejligt at se, at vi fortsat udvikler os. Nye talenter, nye samarbejdspartnere og nye ansigter kommer til klubben, og det gør mig stolt. Jeg er stolt af mig selv, klubben og mine holdkammerater.”

Pearl Van Der Wissel-Nielsens rolle som kulturbærer, kan cheftræner, Jan Pytlick, nikke genkendende til: ”Det er en stor personlighed, der takker af. Pearl har været med i mange år og har bidraget med mange ting i Odense Håndbold og dansk håndbold generelt. Hun var en af de første hollændere, der kom til Danmark og har en fantastisk flot landsholdskarriere bag sig. Vi siger farvel til en dygtig og stærk håndboldfaglig spiller.”

Pearl Van Der Wissel-Nielsen arbejder ved siden af håndbolden i design- og møbelfirmaet Gejst, som hendes mand, Søren Nielsen, driver. Om fremtiden fortæller hun: ”Lige nu vil jeg bare tænke på, at jeg skal nyde min fritid. Jeg skal på sommerferie, til festivaler og nyde, at jeg har fri og har tid til mine venner og min familie.”

Inden karrieren stopper, og inden tiden skal bruges på venner og familie, håber Pearl dog på at kunne tage et sidste minde med sig fra håndbolden: ”Jeg har haft mange gode minder i min håndboldtid, men jeg håber selvfølgelig på, at mit største og bedste minde bliver skabt nu her, når vi forhåbentlig vinder guld.”

Odense Håndbold spiller deres første semifinale i klubbens historie på lørdag mod Team Esbjerg. Billetter til denne kamp kan købes her

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app