Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Et historisk slutspil står for døren
20. marts 2018

Et historisk slutspil står for døren

Odense Håndbold er klar til slutspillet, hvor en ny struktur og stærke modstandere venter. Jan Pytlick kalder det kommende slutspil ”historisk”.

I lørdags sluttede grundspillet i HTH GO Ligaen. For Odense Håndbolds vedkommende endte grundspillet med en storsejr over Ringkøbing Håndbold på 16-33, hvilket betyder, at Odense Håndbold nu kan tage to point med over i slutspillet - et slutspil, der i år er opbygget anderledes med otte hold fordelt i to puljer.

Jan Pytlick glæder sig: ”Slutspillet i år er historisk. Det er første gang, at man afvikler slutspillet efter denne struktur, og det er mange år siden, at ligaen og holdene har været så lige. De to puljer er begge enormt stærke, og jeg glæder mig til at skulle i gang med slutspilskampene.”

Selve puljespillet består af tre udekampe og tre hjemmekampe. Odense Håndbold er i pulje med FCM Håndbold, Viborg HK og Silkeborg-Voel KFUM. Efter cheftrænerens mening er alle tre hold stærke modstandere: ”Det er tre meget dygtige hold, vi skal spille mod i vores egen pulje. Hver især har de meget at byde på, og det er derfor en stor fordel, at vi tager to point med i puljespillet. Det stiller os også godt, at vi indbyrdes i vores pulje er det bedst placerede hold i grundspillet i tilfælde af, at vi skulle ende á point med et af holdene, når puljespillet er færdigt.”

I Odense Håndbolds pulje tager FCM Håndbold et enkelt point med. Den anden pulje består af København Håndbold, Nykøbing Falster Håndboldklub, Randers HK og Team Esbjerg, hvor København Håndbold har to point med, mens Nykøbing Falster Håndboldklub ligesom FCM Håndbold tager et point med i slutspillet.

Indtil videre er tre kampe lagt fast i Odense Håndbolds pulje, og slutspilsprogrammet ser i skrivende stund således ud:

  • Torsdag den 29. marts kl. 18.30: Silkeborg-Voel KFUM vs. Odense Håndbold
  • Søndag den 1. april kl. 20.30: Odense Håndbold vs. Viborg HK
  • Onsdag den 4. april kl. 20.30: FCM Håndbold vs. Odense Håndbold

Du kan allerede nu købe din billet til den første hjemmebanekamp i slutspillet. Køb din billet her

De resterende slutspilskampe er under planlægning. Tidspunkter afhænger af resultater, tv mv.