Efter gensidig aftale stopper Emily Sando i Odense Håndbold. Karrieren fortsætter i København Håndbold, der har skrevet kontrakt med den norske målmand.
Emily Sando kom til Odense Håndbold fra Team Esbjerg op til sæsonen 2017/2018, og hun nåede at spille 34 kampe i den orange trøje.
Jan Pytlick udtaler: ”Sando er en fantastisk håndboldspiller og en fantastisk person. I den korte tid, hun har nået at være i Odense, har hun sat et stærkt og flot aftryk og indtryk både på og uden for banen. Jeg vil også rose hende for hendes enorme professionalisme i et forløb, der selvfølgelig ikke har været let. Jeg ønsker hende al mulig held og lykke fremover.”
Emily Sando har haft et lærerigt år i Odense Håndbold, men glæder sig nu til at forsætte karrieren i København: ”Tiden i Odense har på mange måder været god, men også udfordrende. Der var et stort pres på os fra start til slut. Mange skulle finde sin plads, det inkluderede også mig, og det tog lidt længere tid end forventet. Vi fik rettet nogle ting til, og det tog os hele vejen til finalen. Det var fedt! Aldrig har jeg haft en større mental udvikling, end jeg har haft i Odense, og det tager jeg med mig. Jeg har mødt mange søde og rare mennesker, engagerede fans og nogle fantastiske holdkammerater, som jeg kommer til at savne. Nu ser jeg frem mod en ny start med København og nogle nye sportslige udfordringer.”
Emily Sando er 29 år og kommer oprindeligt fra Holmestrand i Norge. Udover Team Esbjerg har den norske målmand også spillet for Larvik HK og Flint Tønsberg. I 2010 debuterede hun på det norske A-landshold, som hun i 2014 vandt EM-guld med.