ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHFCL: Vigtig sejr i jagten på hovedrunden
04. november 2018

EHFCL: Vigtig sejr i jagten på hovedrunden

Søndag eftermiddag skulle Odense Håndbold spille deres første returopgør i Women’s EHF Champions League mod Larvik HK. Det endte med en sejr til de orange på 27-23, og de er dermed ét skridt tættere på at komme med videre i hovedrunden.

Af Nadja Bloch

Det var en vigtig kamp for Odense Håndbolds videre færd i Women’s EHF Champions League, som skulle spilles søndag eftermiddag mod Larvik HK, som ligger nederst i tabellen efter første halvdel af gruppekampene.

Det startede dog bedst for gæsterne fra Norge, som efter fem minutters spil var foran 1-4. Dette fik Odense Håndbold hurtigt indhentet og fik udlignet til 4-4, da der var spillet ni minutter. Herefter var de to hold meget jævnbyrdige og fulgtes godt ad indtil stillingen 12-12. Det orange forsvar havde en smule problemer med at holde de hurtige nordmænd, hvilket var medvirkende til, at gæsterne fra Larvik HK gik til halvleg med en enkeltmålsføring på 13-14.

Pausen blev brugt fornuftigt for Odense Håndbold, for de orange startede anden halvleg ud med at score fire mål i træk til stillingen 17-14, hvilket fik Larvik HKs træner til at smide timeout-kortet. Herefter fik gæsterne ligeså stille spillet sig tilbage i kampen - efter 10 minutters spil var de kun bagud med en enkelt ved cifrene 19-18.

Resten af kampen lå de to hold igen meget tæt, men Larvik HK kom dog aldrig helt op på siden af de orange takket være et mere aggressivt forsvar. Pytlicks trup formåede samtidig at holde roen, og på trods af en udvisning til Mette Tranborg midt i anden halvleg formåede Odense Håndbold ligeså stille at hive sejren hjem. Kampen endte 27-23, og dermed fik Odense Håndbold deres anden sejr i Women’s EHF Champions League og er kommet lidt tættere på hovedrunden i den prestigefyldte turnering.

Næste hjemmekamp venter den 11. november 2018, når Buducnost kommer på besøg i Odense Idrætshal. Billetter til denne kamp kan købes lige her.  

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app