Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2018
  • 2017
  • 2016
EHFCL: Odense Håndbold taber den sidste gruppekamp
18. november 2018

EHFCL: Odense Håndbold taber den sidste gruppekamp

Det gjaldt to point i mere end én forstand, da Odense Håndbold og Metz Handball søndag bragede sammen i Women’s EHF Champions League. En sejr betød ikke kun to point i den samlede stilling i gruppe A, men også to point mere i hovedrunderegnskabet i turneringen. Desværre kunne de orange ikke hamle op med de hurtige franskmænd, og Odense Håndbold må derfor nøjes med et enkelt point med videre til hovedrunden.

Der var lagt op til et spændende opgør, da Odense Håndbold og Metz Handball søndag skulle i krig. Opgøret blev dog aldrig rigtig spændende.

Odense Håndbold fik ikke en optimal start på kampen. Metz Handball derimod kom ind i kampen med høj fart og god energi. Godt fem minutter inde i halvlegen var Metz Handball foran 5-1, hvorefter Jan Pytlick tog timeout. Efter timeouten pyntede Ingvild Bakkerud lidt på resultatet med to scoringer, men Metz Handball havde fortsat succes i den anden ende af banen og gjorde det kort efter til 7-3.

Defensivt hang det ikke sammen for Odense Håndbold. Metz Handball havde nemt ved at spille sig igennem det orange forsvar, og kombineret med fejlene i angrebet var stillingen efter ti minutter 8-3 til franskmændene. Da Metz Handball øgede føringen yderligere til 10-4 efter godt 11 minutter, kaldte Jan Pytlick endnu engang tropperne sammen.

Timeouten gjorde dog ingen forskel. Fejlene fortsatte, og med et par orange afbrændere samt scoringer fra Metz Handball var stillingen 13-5 halvvejs inde i halvlegen. Timålsføringen blev en realitet efter 20 minutters spil, da Metz Handball bragte sig foran 15-5. Nadia Offendal brød kort efter en ca. fem minutter lang scoringspause for Odense Håndbold og gjorde det til 15-6.

Efter 22 minutter forsøgte Jan Pytlick sig med 7-mod-6. Tiltaget virkede i første omgang - Odense Håndbold fik reduceret til 16-7. I den anden ende fik Metz Handball dog endnu engang spillet sig til en stor chance og kom igen foran med ti ved stillingen 17-7.

Nadia Offendal kvitterede herefter med to gode scoringer, og også Kathrine Heindahl sendte bolden i netmaskerne til stillingen 17-10. Metz Handball lod sig dog ikke skræmme af reduceringen. Kort efter var stillingen 20-11 – trods en strafferedning fra Althea Reinhardt. Det blev også Metz Handball, der satte halvlegens sidste scoring ind til pausestillingen 21-12.

Odense Håndbold åbnede anden halvleg med en scoring. Franskmændene fortsatte det hurtige angrebsspil og havde ligesom i første halvleg stor succes med indspil til stregen. Efter tre minutter i anden halvleg var franskmændene igen foran med ti.

Efter 35 minutter kom Metz Handball foran med 11. 11-målsføringen blev også til en 12-målsføring ved stillingen 27-15. Føringen blev Metz Handball ved med at udbygge. Godt halvvejs inde i anden halvleg var franskmændene foran med 14 ved stillingen 33-19, og Metz Handball kom også foran med 15 ved stillingen 35-20 efter 47 minutters spil.

15-målsføringen holdt kampen ud. Metz Handball vandt opgøret 41-26, og selvom der var meget på spil for Odense Håndbold, kunne de orange ikke hamle op med de hurtige franskmænd. Mie Højlund blev topscorer for Odense Håndbold med syv mål.

Efter jul og nytår skal de orange rejse sig i hovedrunden, hvor Rostov Don, København Håndbold og Brest Bretagne venter.

Efter dagens sidste gruppekampe ser hovedrundens tabel således ud:

  • Rostov Don: 7 point
  • Buducnost: 6 point
  • Metz Handball: 5 point
  • København Håndbold: 3 point
  • Brest Bretagne: 2 point
  • Odense Håndbold: 1 point

Det er de fire bedste hold fra hovedrunden, der går videre til kvartfinalerne i Women’s EHF Champions League. Nu er der pause i både HTH Ligaen og Women’s EHF Champions League. I mellemtiden kan vi heppe på Danmark, der snart tager til Frankrig for at spille med i EM.