ANNONCE

Nyheder

Nyhedsarkiv:Se alle
  • Se alle
  • 2023
  • 2022
  • 2021
  • 2020
  • 2019
  • 2018
  • 2017
  • 2016
Defensiven sejrede for Odense Håndbold
02. april 2018

Defensiven sejrede for Odense Håndbold

Et sammentømret forsvar, en stærk spillende Emily Sando og god opbakning fra de mange fremmødte tilskuere og Inferno-fans var opskriften på sejr. Det gik ud over Viborg HK, som blev sendt hjem med et nederlag på 25-20 efter 12-9 ved pausen.

Af Sebastian Spangtoft

”Løb!” Således råbte Jan Pytlick adskillige gange i kampens indledning. Kontraspillet skulle i gang, og opråbene fra bænken virkede. Tre af Odense Håndbolds første seks mål blev scoret af Kathrine Heindahl og Mette Tranborg – i kontraspillet vel at mærke. I den anden ende haltede angrebspillet, som ikke syntes at kunne finde sin rytme. Det samme gjorde sig gældende hos de grønblusede fra Viborg HK. Her agerede Line Uno enmandshær og udfordrede konstant det fynske forsvar. Hun stod for fire af viborgensernes mål ved stillingen 6-5 i fynsk favør.

Som halvegen skred frem, kom spillet op i omdrejninger. Angrebspillet blev tempofyldt, og forsvaret tog fat. Havde det ikke været for de to keepere, Emily Sando og Rikke Poulsen, var målene væltet ind. Ved stillingen 11-8 havde Odense Håndbold sågar fire oplagte målchancer, som alle blev brændt. Viborg HK havde knapt så mange 100%-chancer, men de chancer der var, tog Emily Sando sig af. Hele 13 redninger sørgede jenten for i en første halvleg, som sluttede 12-9 til de orange.

Jessica Quintino stod for hjemmeholdets første mål efter pausen. Herefter skulle man lede længe efter scoringerne. 41 minutter var spillet, og stillingen lød på beskedne 14-12 til Pytlicks tropper. Odense Håndbold fik dog efterfølgende mere gang i netmaskerne, hvilket udløste en Viborg-timeout ved stillingen 17-13.

Allan Heine brugte sin timeout til at eksperimentere. Han kastede sig ud i et 7 mod 6-spil med fire bagspillere, hvor Carin Strömberg skulle ende som stregspiller. Det fik Viborg-cheftræneren dog ikke synderligt meget ud af, da Stine Jørgensen scorede to hurtige kasser og øgede føringen til 19-13. Derfra udbyggede Odense Håndbold føringen, mens Sando fortsatte storspillet mellem stængerne.

Med et fremragende lob seks minutter før tid øgede Freja Cohrt til 24-18, hvilket definitivt lukkede kampen. Slutresultatet blev 25-20 i en kamp, hvor Odense Håndbold virkede til at være ét skridt foran kampen igennem. Med sejren rykker Odense Håndbold op på førstepladsen i slutspillets gruppe 2.

Næste opgør for de orangeblusede er den 4. april ude mod FCM Håndbold.

Har du prøvet vores app?
Klik her for at gå til den nye mobil app