Der var lagt op til et spændende opgør, da de orange lørdag gæstede Ceres Park og Aarhus United. Kampen var tæt og intens, og spændingen varede helt til sidste sekund.
Mette Tranborg åbnede kampen med en scoring. I begge ender var der herefter et par skud på stolpen, og efter fem minutter var stillingen blot 2-1 til Odense Håndbold. Denne stilling holdt et stykke ind i første halvleg, indtil Aarhus United fik brudt en godt seks minutter lang scoringspause og fik udlignet til 2-2. Ligesom aarhusianerne havde de orange også svært ved at finde vej til målet. Aarhus United kom foran 3-2, før Kathrine Heindahl fik brudt Odense Håndbolds scoringspause på næsten syv minutter.
Holdene skiftedes herefter til at bytte mål. Odense Håndbold kom foran flere gange med et enkelt eller to mål, men hver gang fik Aarhus United reduceret eller udlignet, og de bevarede dermed spændingen i kampen.
Først med ni minutter tilbage af første halvleg fik de orange skabt en tremålsføring på 12-9, men denne fik Aarhus United også elimineret til 12-11. Jan Pytlick tog herefter timeout. Timeouten udløste et par mål, og Odense Håndbold udbyggede igen føringen til 14-11.
Efter en hård tackling på Mie Højlund efter godt 25 minutters spil fik Aarhus Uniteds Julie Pontoppidan direkte rødt kort. Mie Højlund fik samtidig tilkendt et straffe, som Nadia Offendal brændte. Med et minut tilbage af halvlegen reducerede Aarhus United til 14-13, hvilket også var stillingen, da holdene gik til pause.
Anden halvleg startede med en udligning til Aarhus United. Aarhusianerne kom også fem minutter inde i halvlegen foran ved stillingen 16-15. Odense Håndbold udlignede dog hurtigt til 16-16, og de orange kom også foran 17-16 på en kontrascoring af Freja Cohrt. Maja Jakobsen gjorde det til 18-16 og sikrede igen en tomålsføring i orange favør. Tomålsføringen holdt 12 minutter ind i halvlegen, hvorefter Aarhus United tog timeout. Mette Tranborg gjorde herefter tomålsføringen til en tremålsføring ved stillingen 22-19.
Aarhus United formåede dog ligesom i første halvleg at holde sig inde i kampen, og Odense Håndbold fik ikke for alvor trukket fra. Med fem minutter igen var stillingen 26-23 i orange favør. Aarhus United reducerede herefter til 26-24 og igen til 26-25 med blot et minut tilbage af kampen. Bolden kom herefter på orange hænder, og Jan Pytlick tog timeout. De orange fik ikke scoret på den sidste chance og gav i stedet Aarhus United mulighed for et uafgjort resultat med ca. 15 sekunder tilbage af kampen. Heldigvis fik Althea Reinhardt blokeret for aarhusianernes forsøg på udligning kort før tid, og kampen endte dermed 26-25 til Odense Håndbold.
Topscorer i kampen blev Aarhus Uniteds Simone Cathrine Petersen med syv mål. I den orange lejr delte Kathrine Heindahl og Trine Østergaard topscorertitlen med hver fem mål.
Næste opgave for Odense Håndbold venter på onsdag, når Team Esbjerg kommer på besøg i Odense Idrætshal. Kampen bliver et topopgør mellem ligaens etter og toer, og kampen bliver unik, fordi Odense Håndbold skifter deres orange trøjer ud med nogle lyserøde. Hvis du ikke allerede har sikret dig din billet, kan du gøre det lige her.